MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

sådan det fungerer, ting hænger sammen, ting kommer
et sted fra, alt indvirker på alt, du tror gerne du er alene?
Du tror gerne at ingenting betyder noget? Hvert skridt
du tager har betydning, hvert lille skridt du tager, hver
finger du løfter, hvert ord du siger fører noget med sig,
og det der ser småt ud, kan blive stort i næste omgang,
når du siger noget i forbifarten til et andet menneske,
ved du ikke hvad det kan føre til. Og hvad kan man ikke
udrette hvis man ved hvad man siger og ved hvad man
gør? Det er ikke magi eller mystik, det er ren og skær
realisme – hvad kan man ikke udrette hvis man ved hvad
man siger og ved hvad man gør.
Hvis man ved at man spiller i Mathias Rust Band, så
ved man hvor det hele ender: I et bedre samfund.
Jeg så på dem.
Her sad vi. Mathias Rust Band.
Helge Ombo på trommer.
Andreas Utne på bas.
Jarle Klepp på guitar og sang.
Mathias Rust Band.
“Det kan fandeme ikke blive bedre,” sagde jeg.
“Nej, for helvede,” sagde Helge, “det kan det ikke.”
“Én ting,” sagde jeg, “behøver vi spille Fissesatan Anarkikommando?”
11 JEG KAN IKKE VÆRE TRE
STEDER SAMTIDIG
Der stod han.
Ilten forsvandt i kroppen, nerverne klamrede sig skræmt
til hinanden, musklerne blev til vand i benene, svælget
tændte som en brandfælde, åndedrættet steg et hak eller
to, og jeg følte jeg skulle falde om på stedet.
Der står han.
Men var han ikke ude af mit liv?
Det er fantastisk hvad man kan få sig selv til at tro på.
Jeg cyklede til skole, overbevist om at Yngve for altid
var ude af mit system. Hjemme lå mor syg, hvad der
var sjældent, jeg kunne ikke huske at mor var bukket
under så meget som én dag siden vi flyttede i 1988, hendes
helbred var lige så stærkt som resten af hende, det
var som om der var et forbudsskilt inden i mor der forhindrede
enhver virus i at passere, men nu lå hun i sengen
med vinterinfluenza. Jeg var lidt bekymret, men hun
havde beroliget mig og sagt at jeg bare skulle tage i skole,
at hun lige havde brug for et par dage til at komme sig i.
“Jamen, Jarle,” havde hun sagt før jeg gik, “jeg kan da
også blive syg. Det går over. Gå nu.”
Jeg satte mig på cyklen, klar til at møde dagen uden
192 193
kærlighed har mange lighedspunkter med barndommen:
den er så ureflekteret, uovervejet, tankeløs
Balzac