MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Vi holdt op med at løbe før vi kom til Bybrua. Jeg
vendte mig om og sagde: “Har du mere at drikke?”
Helge forsøgte at standse den tiende taxi der kørte
forbi, men det lykkedes ikke, og han tog en halv flaske
sprut op af inderlommen. Han rakte mig den.
“Sikker?” spurgte han.
“Jeg er fandeme fuldstændig sikker,” sagde jeg og satte
flasken for munden og drak. Jeg hældte så meget i mig
jeg kunne, bællede det i mig, kæmpede for at få det ned.
“Nej, stop, Jalla!” råbte Helge og tog fat i mine arme.
Jeg holdt op. Han skulle fandeme ikke få lov til at
tage det fra mig. Jeg ville drikke til jeg blev kvalt i det.
Jeg samlede alle mine kræfter og drak.
“Er vi venner igen, Helge?” sagde jeg og kastede den
tomme sprutflaske i søen.
“Hvad – venner? Hvad snakker du om?”
“Godt,” sagde jeg og faldt om.
Næste gang jeg kom til mig selv lå jeg på en bænk i
Bjergstedparken. Øverst oppe, hvor man kan se ned på
koncerthuset. Ved siden af mig sad Helge. Jeg så på ham.
Jeg rejste mig op. Det var lyst. Det var holdt op med at
regne, jeg frøs og rystede, jeg var drivvåd. Jeg vendte
mig om. Nogle hundrede meter væk kunne jeg se mors
hus.
“Er det søndag, Hegga?”
Helge så på mig.
“Fy for fanden,” sagde han. “Jeg har aldrig set nogen
tude så meget.”
“Hvad for noget?”
“Dig,” sagde han. “Du har ligget og vrælet i to timer
nu, hylet og skreget som et barn har du.”
“Hvorfor det?” spurgte jeg.
“Fordi du har skubbet alle dem fra dig som du godt
kan lide,” sagde han.
“Ikke dig.” Helge rystede på hovedet.
“Nej, og det er jo et under,” sagde han.
“Hvad er klokken?” spurgte jeg.
“Halv ni.”
“Skidekoldt er det også.”
“Gu er det så.”
“Er det søndag?”
“Jaja,” sagde han, “hvor mange gange skal du spørge
om det?”
“For satan, hvor er jeg sulten,” sagde jeg.
“Ikke så underligt sådan som du har brækket dig.”
“Har jeg brækket mig?”
“Herregud, Byfjorden bliver aldrig den samme efter
alt det du har fodret den med, det kommer til at mutere
dernede.”
“Jeg har det elendigt. Er du sulten?”
Helge nikkede. Jeg så ned mod mors hus. Vi rejste os.
“Mor har sikkert noget mad.”
Vi traskede hen ad gaden. Inde i hovedet stod problemerne
i kø, men nogle gange er noget gået så dårligt at
man ikke magter at tage det på sig. Enkelte gange er det
gået så skævt at ingenting kan hjælpe, og det eneste man
tænker på er mad. Et par skiver brød nu, tænkte jeg, og
røræg, jeg må have røræg, med masser af salt på, og tomater,
tomater, jeg må have tomater, og skinke, det må
vi have, med mayonnaise på, meget mayonnaise, og rødbeder,
det må vi have, og peberfrugt, ost og peberfrugt,
jeg må have peberfrugt.
336 337