MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

og trommeslageren var en ung fyr, lidt jazzet, som hed
Paal. Rock på dialekt, 60-er rock med progressiv islæt
og poppede refræner.
Jeg havde set dem engang, på musikkens dag. Kunne
vi måle os med dem? Ja, det kunne vi godt, selv om vi
ikke kunne spille og de havde spillet længere end os, så
havde vi en holdning de ikke havde, tænkte jeg, og vi
havde bedre tekster, havde vi ikke?
Andreas og Helge så på mig. Det var op til mig. Og
jeg vidste at det var det der skulle til for at løse Helges
og mit problem. Og jeg mærkede at jeg ikke kunne stå
imod, det var jo det her jeg havde ventet på, at få lov til
at spille live med bandet.
“Okay,” sagde jeg, “okay, så gør vi det.”
“Ja, hvad fanden havde du ellers troet!” sagde Helge
irriteret.
Andreas smilede.
“Hvordan fik du fikset det?” sagde Helge igen.
“Ja, jeg har spillet lidt med Ståle på skolen, i skoleteateret.”
Helge gjorde store øjne, cigaretten hang i mundvigen
på ham. Andreas overraskede os igen; havde Andreas,
vores undselige bassist, spillet sammen med Strømsvolden?
Vi så på hinanden.
“Det var satans,” sagde Helge forbløffet.
“Og så havde han hørt at jeg spillede i et band, og
mente det kunne være sejt hvis de tog et opvarmningsband
med på Hundvåg-jobbet. Ståle kan godt lide at vi
synger på norsk, for det gør de også,” sagde Andreas.
Helge rejste sig. “Hvad fanden venter vi på?”
Andreas tog kaffekoppen op til munden.
Helge var på vej hen mod døren. “Anni, du er fandeme
kongen. Vi må øve!”
I bussen på vej ud mod Kvernevik sagde jeg at jeg
stillede én betingelse for at vi kunne stille op til jobbet,
vores debutkoncert, allerede om seks dage, når vi egentlig
burde vente to måneder: “Vi må øve hver dag i denne
uge,” sagde jeg, “fem timer hver dag, ellers har vi ikke
noget sæt.”
“Vi skal kun spille i femogtyve minutter,” sagde Andreas
forsigtigt, “og vi har fjorten numre plus cover?”
Jeg vendte mig hurtigt.
“Annimand, hør her, fjorten numre? Vi spiller som
får, og det ved du godt, og vi har ikke ét nummer der
varer mere end tre et halvt minut, de fleste varer to et
halvt,” sagde jeg, “så kan du selv regne ud hvor mange
der vil sidde lige i skabet.”
“Cirka otte,” sagde Helge.
“Og de skal sidde lige i skabet,” sagde jeg.
Helge så bekymret på os. “Og hvor skal vi så øve –
det er jo det jeg har sagt, at vi skulle øve mere end to
gange om ugen! Men der er jo optaget i øvelokalet hele
ugen!”
“Hjemme hos dig?” sagde jeg, “i kælderen?”
Mathias Rust Band begyndte karrieren i Helges kælder,
i farens hobbyrum. Vi havde rigget Twinreverben,
basforstærkeren og trommesættet til derinde og skreg
uden mikrofon og PA, så jeg havde lært at skrige uden
at høre om jeg sang falsk eller ej. Men efter et par uger
sagde Helges far at det ikke gik med al den forbandede
larm. Enten måtte vi skrue ned, eller også måtte vi finde
et andet sted at øve. Han havde stakkevis af fagforenings-
184 185