MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

gik jeg og følte hvordan jeg for første gang i mange år
var Jarle Klepp igen, sytten år, så fik jeg lyst til at græde.
Ikke af sentimentalitet, ikke af selvmedlidenhed, men af
glæde. Men jeg græd ikke, det var vindtårer, de kom
ikke fra mig selv, de kom udefra, som om nogen rakte
mig en hånd. En cyklist kørte forbi på cykelstien kun en
halv meter fra mig, og jeg vågnede op til verden igen.
Hvad er det du gør, Jarle, tænkte jeg, og prøvede at distancere
mig fra mig selv. Hvorfor går du her? Er der
noget du skal have gjort?
Jeg så op mod himlen. Den hang hvor den skulle. Så
drejede jeg til højre og begyndte at gå op ad en bakke.
Kender du den følelse at man pludselig mærker at en
fjern oplevelse fra fortiden aldrig fik sin fortsættelse, eller
afslutning? Tiden gik, dagene fulgte efter hinanden,
men denne dag, denne oplevelse, fik aldrig nogen morgendag.
Den hænger stadig i luften, trækker vejret i sin
egen ufuldstændighed, med dig indeni.
Jeg stod foran en lav treetages blok. Et byggeri fra
halvfjerdserne. Enkelt, hverken pænt eller grimt, funktionelt,
ikke prangende. Der bor han, tænkte jeg. Der
bor han, sammen med andre mennesker han ikke har
valgt at bo sammen med, mennesker der har det ligesom
ham, som ved at hverdagen er for barsk herude blandt
os andre, som har brug for enkle, faste rammer omkring
sig. Det havde jeg aldrig tænkt på før, men det slog mig
hvordan samfundet er fuldt af disse blokke, disse anonyme,
funktionelle steder, hvor de af os holder til som
ikke magter at leve det man kalder et almindeligt liv.
Jeg ringede på. Prøvede at fornemme om spændingen
jeg mærkede, der fik mig til at synke en gang, køre tun-
gen hen over tænderne, kom af glæde eller sorg. Der
skete ingenting. Jeg ringede på igen. Der gik endnu nogle
sekunder før nogen svarede. En mandsstemme.
“Hallo?”
Var det ham?
“Ja, øh, jeg leder efter Yngve Lima.”
Stilhed. Var han gået, manden bag stemmen?
“Hallo?” sagde jeg.
“Hvem er det?”
“Ja, jeg hedder Jarle Klepp, jeg gik i skole med Yngve,
eller … bare en kort periode i gymnasiet, på Kongsgård,
jeg tænkte på om …”
“Hej, Jarle.”
Jeg standsede. Pludselig forandrede stemmen sig, og
nu kendte jeg den igen. Den varme, unge, melodiske
stemme, drengen med haugesunddialekten der stod og
kiggede op i skolegården, klangen af drengen der stod og
drak ved drikkekummen, som altid gik rundt med et
smil der vendte nedad.
“Hej,” sagde jeg forsigtigt.
“Hej, Jarle,” sagde han igen.
“Hej, kan du huske mig?”
Jeg lænede mig lidt nærmere mikrofonen der sendte
min stemme op til ham, der sendte hans stemme ned til
mig.
“Hej, Jarle,” sagde han for tredje gang, lidt lavere end
før, men med samme varme klang. Han lød ikke ældre.
“Hej, Yngve.”
Jeg sank. Skal jeg gå? Skal jeg gå igen?
Han var der stadig. Jeg kunne høre ham trække vejret
i kaldeanlægget.
418 419