MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Hvor dårligt kan det egentlig gå?
Det kan gå ufattelig dårligt.
Vi lempede taskerne og udstyret ud på gruset mens
Katrine betalte. Høj musik bragede ud fra huset. Helge
så op, spejdede mistænksomt gennem styrtregnen. Han
så det samme som jeg.
“For satan,” sagde Helge og himlede med øjnene.
Borgerskabet.
Helge og jeg reagerede altid sådan når vi kom i kontakt
med overklassen og det ugenerte borgerskab. Og
nu stod vi foran det. En kæmpegrund, et stort Block
Watne-hus, helt sikkert bygget i 70’erne, med mindst to
tilbygninger fra 80’erne. En vanvittig stor have, og her
mener jeg meningsløs stor, så stor at den var lattervækkende
– hold kæft mand, se der, ja, det kan man da kalde
en have – hvad fanden skulle de bruge den til? Lande
med privatfly? Helikopter? Egen golfbane? Udendørslamper
med alle mulige ornamenter, espalierer langs murene,
dobbeltgarage, keramikkrukker på trapperne op
til huset.
Jeg havde dog så meget selvindsigt og var så beregnende
at jeg lod være med at give klart udtryk for det,
af frygt for at støde Yngve fra mig. Helge derimod, fik
brutal energi af at se det højere borgerskab på klos hold.
Øjnene fik glans, som var han forelsket, ryggen rettede
sig, og læberne blev røde. Han blev pumpet fuld af
foragtens adrenalin. Nu var der ingen tvivl: Nu skulle
der være fest. Det så ud til at kunne blive årtiets fest, for
er der nogen bedre motor end selvforagten efter sådan et
stort nederlag som den mislykkede koncert, koblet med
det oprigtige, juvenile had til overklassen, krydret med
forventningerne om flere øl og mere pot end nogensinde
før?
Og her boede Olieungen. Trond. Jeg ved ikke hvem
der først gav ham navnet Olieungen, men det var det vi
kaldte ham, af den enkle grund at han var eneste søn af
distriktets største oliemagnat, og fordi han var glat og
blank som olie. De nyrige må mærke et helt andet klassenag
end de der har været rige i generationer. Pludselig
velstand er der meget få der kan tackle med bravur, hverken
de der snubler over rigdommen, eller de der må
betragte den uden selv at få del i den. De nyrige minder
om forelskede mennesker; de er ikke i stand til at skjule
det. Ligesom en forelsket kvinde går og rødmer mens
hun prøver at skjule at hun brænder indvendig, kan den
nyrige heller ikke lade være med at røbe sig, ikke engang
hvis han faktisk besad en smule pietet, hvad de fleste af
dem sjældent gør; det er denne mangel der har gjort
mange af dem rige. Du mærker det når de går i byen, du
mærker det på den måde de bestiller tre øl, på stemmelejet
når de siger til kammeraterne “jeg giver – no problem”,
du mærker det på deres skridt hen ad asfalten at
skoene de går i er betalt af folk der ikke behøver at tænke
på hvad de koster – og du hader det. Hold kæft hvor du
dog hader disse mennesker som ikke har gjort sig fortjent
til det de er, som tilfældigvis er havnet et sted i
historien omgivet af velstand, mens du trak et andet lod
og bare blev fattigere af det. Hold kæft hvor du hader
det, og hold kæft hvor du hader dig selv når du mærker
hvor smålig du er, når du mærker det smålige had du
bærer på; men hvad kan du gøre? Du kan kun gøre en
ting: Fortsætte med at hade det selvforstærkende had.
310 311