MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

hvordan de aldrig kunne dø, for de havde overvundet
døden, hvordan de bare måtte stå der, år ud og år ind, i
vinden. Så havde de pludselig skiftet sprog. De var begyndt
at tale egyptisk til ham, et egyptisk Yngve forstod,
et egyptisk Yngve kunne gengive, som han ofte
talte, en ustandselig mumlen med mærkelige gutturale
lyde som han i raske perioder ikke kunne forklare. Men
han forstod hvad de sagde, træerne, og hvad de fortalte
ham, hvordan de havde arbejdet på denne dødsovervindelse
siden tidernes morgen, og til sidst blev det for meget
for Yngve, denne knagen, denne udmattende ordflom
fra haven som han efterhånden forstod kom fra alle træerne
i hele byen, i hele Norge, i hele verden: træerne
måtte fældes. De skulle ned, for alt skal dø, alt skal forgå,
det vidste han, og der var alt for meget snak, alverdens
ting talte alt for meget. Så der var kun én ting at gøre,
der var kun én ting træerne havde respekt for, og det
var øksen, som Yngve hentede i garagen, som han begyndte
at svinge mod træerne.
Det var ikke sidste gang Yngve fældede træer, hverken
i Haugesund eller Stavanger, fortalte hans mor. Men
efter det første psykotiske anfald blev han indlagt på psykiatrisk
afdeling og gennemgik en lang periode med behandling,
undersøgelser og test, før han fik sin skizofrenidiagnose
da han var seksten år. Han fik beroligende
og antipsykotisk medicin og var i perioder en skygge af
sig selv. Men så aftog anfaldene, og både familien og lægerne
var optimistiske. De mente de havde formået at
dæmme op for sygdomsudviklingen på et så tidligt stadium
at der var store chancer for at Yngve kunne blive
rask. Selv sagde han at han havde det godt, han talte med
stor distance til psykoserne, erkendte de havde fundet
sted, men mente bestemt ikke at det var ham selv. Han
begyndte at spille tennis igen, gik i skole, gik i bad, talte
normalt, lå ikke stille i timevis på sengen som en mumie,
læste ikke om Egypten, talte ikke fremmede sprog,
havde normal omgang med venner. Lægerne besluttede
i samråd med familien at de kunne droppe medicinen.
Samtidig skete der det at Yngves far fik et job i Stavanger,
et attraktivt job i oliebranchen, og familien bestemte sig
for at flytte. De diskuterede det med personalet på den
psykiatriske afdeling, om det kunne have uheldige konsekvenser
for Yngve at flytte så hurtigt efter at han var
blevet rask, og de konkluderede at han var så stærk at
det nok skulle gå, bare de holdt øje med ham. Yngve
selv var ikke glad for det, men protesterede ikke. Det lå
ikke til hans natur at protestere, sagde Unni, sådan var
Yngve ikke.
Ud på efteråret 1990 kom de til Stavanger og købte et
rækkehus på Tjensvoll, på Tennisveien. De havde fået
Yngve ind på Kongsgård, hvor han skulle fortsætte 2.g,
som han havde gjort i Haugesund efter at have været
ude af skolen i hen ved et år efter det endelige sygdomsudbrud.
Yngve havde været glad for skolen, sagde Unni.
Hun kunne godt huske de første uger på Kongsgård, hvor
glad han havde været, på trods af den nervøsitet han havde
måttet slås med i forvejen. Han havde været bange for
at det skulle blive svært at finde nye venner, han havde
været bekymret for om folk skulle få at vide at han havde
været syg, og at det var derfor han ikke gik i 3.g selv om
han var fra 1971, men familien var blevet enige om at
skåne ham og fandt på en historie om at de havde været
412 413