MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

havde en mor foran mig der havde fået et slag i ansigtet.
Nu kunne jeg huske alt det jeg ikke havde lagt vægt på:
At hun næsten ikke havde spist noget til måltiderne, at
hun slet ikke havde været syg, at hun havde haft det
samme tøj på hele weekenden, at hun havde siddet og
løst krydsord i VG om lørdagen, hvor spag og uigenkendelig
hun havde været da far kom fredag aften, og
havde jeg ikke, når jeg nu tænkte efter, hørt at hun stod
op og gik rundt midt om natten?
“Men mor,” sagde jeg, “det … du, hvorfor det?”
Hun gned hænderne mod hinanden.
“Jah … effektiviseringer, sparerunder, du ved. Markedet
er presset. De skal tjene flere penge, og jeg er ikke
ung, jeg har ikke de nødvendige …,” mor standsede. Hun
bed sig i læben.
“Føj,” sagde jeg, og kunne ikke finde på mere at sige.
“Det er …,” hun begyndte på noget hun ikke kunne
fortsætte før hun tog en dyb vejrtrækning og så op i
loftet., “jaja, men det skal nok gå alt sammen, til sidst.”
“Hvad mener du med gå alt sammen?”
“Ja, de sagde at det godt kunne være at jeg fik mit job
tilbage, det er hårde tider, ved du, Bærheim, Hellvik og
Bø er dygtige folk, så de ved jo hvordan de skal tackle
det her. Ja, de sagde at jeg måske får jobbet tilbage når
det her er ovre. De ville i hvert fald lægge et godt ord
ind for mig hos deres gamle kolleger på Amoco, så …
det kan jo være jeg kan begynde igen?”
Mor smilede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
“Ja, så jeg sidder her og bladrer mine papirer igennem,
læser i avisen, og …” Mor tog et ark frem og rakte
det til mig. “Her kan du se den flotte anbefaling Bærheim
gav mig. Hvad siger du, det er næsten for meget af det
gode, med al den ros.”
Hun smilede igen. Jeg tog imod arket, målløs. Læste
det, læste hvordan de roste mor mens de gav hende et
spark bagi. Jeg hørte Helges ord inde i hovedet, alle hans
historier om den benhårde virksomhedskultur, om hvordan
folk blev behandlet som skidt.
“Er det ikke flot det de siger om din mor?”
“Jo, men …,” jeg så på arket, “men, mor, det … du kan
da ikke sidde her og rose dem, de kyniske kapitalister
som har gjort det her mod dig!?”
“Du må ikke sige sådan, Jarle,” sagde hun og så vredt
på mig, “det er også svært for dem, firmaet er trods alt
truet, og nu arbejder de hårdt på at komme over det
værste.”
Jeg gik hen til køkkenbordet. Støttede mig til det og
så ud ad vinduet. Forsøgte at forstå hvad det var der
skete.
“Jeg har aldrig haft noget udestående med dem,” hørte
jeg mor sige, “det var dem der gav mig chancen, ved du
nok, og de har behandlet mig godt.”
“Behandlet dig godt?! Mor! Hør på dig selv – du er
blevet fyret!”
Mor afbrød. “Jarle. Det her forstår du dig ikke på.
Nogen skal …,” hun famlede efter ordene, “ja, de må
skære ned et sted, og de er jo vigtigere end mig.”
Jeg prøvede på at samle mig.
De er vigtigere end mig, sagde mor.
Hun troede på det. Det her var den søde pige min
mor havde været hele livet. Væk var alle erfaringerne
fra bruddet med far, væk var alle de irettesættelser hun
224 225