MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

er bare Katrine,” sagde jeg, “jeg vil give hende en gave.”
Mor smilede til mig. “Hvor er du sød. Det går godt,
så?”
“Hvad mener du?”
“Det du talte om, har du fået orden på det?”
“Nå ja, det,” sagde jeg, “jo, det er Katrine, helt sikkert,
det er os. Det var bare noget pjat, det andet. Det er slut
nu.”
Vi smuttede ind forbi Lassa og hentede Andreas inden
vi kørte ud til Kvernevik for at hente basforstærkeren
og Twin’en. Mor sagde ikke så meget, og Andreas sagde
ingenting, og jeg tænkte på Yngve. Soldaten i mig var
tilbage og kontrollerede situationen bedre. Jeg skulle nok
klare det.
Jeg skulle øve, vi skulle spille koncert, og Yngve skulle
komme og se på os, og jeg skulle – på en eller anden
måde – spille tennis mod ham og give ham gaven, selv
om jeg udsatte problemet med at sige til de andre at jeg
ikke kom og øvede onsdag.
Helges far åbnede døren. Jeg var altid lidt usikker på
hvor jeg havde ham, en stor og kraftig mand på omkring
1,90, der godt kunne lide at sætte folk til vægs, der
godt kunne lide at udfordre sine omgivelser. Jeg tænkte
ofte på ham som en hård, ekstrem og autoritativ udgave
af Ragnhild. Mor brød sig ikke om Trond Ombo, slet
ikke. Mor kom fra et borgerligt hjem, og selv om hun
allerede på det tidspunkt, med god hjælp fra Ragnhild,
var begyndt at orientere sig en lille smule mere til venstre
for midten, så repræsenterede fagforeningsmanden
et liv hun ikke kendte, og fars bombastiske sætninger
om socialisterne sad stadig i hende.
“Er det støjkompagniet der kommer der?” sagde han
brysk og tog imod os.
“Det er det,” sagde jeg.
Mor vinkede fra bilen, og Andreas og jeg bar gearet
ind i gangen.
“Har du så noget på hjerte?” sagde Helges far pludselig,
lige i det øjeblik Helge kom op ad trapperne.
“Hvad?” Jeg stivnede. “Jah, joh?”
“Hold op med det pjat, far,” sagde Helge, “selvfølgelig
har vi noget på hjerte, vi er et politisk band, for fanden.
Jarle er en politisk tekstforfatter.”
“Ikke bande, Helge,” sagde faren.
Helges far forkastede alle udtryksformer der ikke
havde et klart indhold, som ikke tog stilling, som ikke
havde målsætninger. Film, bøger og musik tjente en sag
og var ikke underholdning. Sport var underholdning,
mente han, og gik til alle Viking-kampene. Han var en
knaldhård 68-er med et pragmatisk kunstsyn.
Vi bar grejet ned i kælderen mens faren gik ind i stuen
med sin fagforeningsmappe. Moren var til et politisk
møde.
Vi spillede sættet igennem fire gange, og terpede overgange,
introer og afslutninger.
“I morgen kører vi koret,” sagde Helge bagefter mens
vi sad oppe i stuen og røg sammen med faren.
“I synger som får,” sagde faren, “det er ikke sang, det
er bare skrigeri.” Han gik hen til sin pladesamling, to
meter med gammel, velspillet vinyl. “Nu skal I høre.”
Han satte Cornelis Vreeswijk på. Andreas rullede en
smøg og drak mere kaffe, mens Helge trak på skuldrene.
“Så står den på kor i morgen,” sagde han.
206 207