MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

de det måske? Håbet er der, er det ikke?
Det var endnu en af de situationer hvor jeg oplevede
noget jeg ikke ville have haft problemer med at forstå
hvis bare det var blevet præsenteret for mig i en avisartikel.
Når det fandt sted i det virkelige liv, var jeg for
dum til at forstå det. Hvis jeg havde læst om det, eller
fået det forklaret af Helge, ville jeg have fattet det på
stedet. Nu sad jeg der og spekulerede på hvad det var
der skete.
Og tænk hvis jeg havde vidst hvad det var der skete
på det tidspunkt hvor jeg ikke engang undrede mig over
om der skete noget?
Thomas Mann har skrevet et sted at man udmærket
kan være deltager i en historie uden at forstå den. Han
har ret. De der siger de har øjne i nakken, tænker sjældent
over hvad de ikke ser uden øjne i hoften.
Jeg bladrede i gårsdagens avis. “Moskva holder vejret”,
stod der på forsiden. Centralkomiteen i kommunistpartiet
var samlet i to dage til et af “sine vigtigste møder
nogensinde”. Nu skulle kampen mellem de radikale og
konservative kræfter afgøres, det var magtmonopolparagraffen
der var stridens kerne, om partiet skulle beholde
magten alene, eller om der skulle indføres et flerpartisystem
i Sovjetunionen. Over en halv million mennesker
var samlet i demokratidemonstration i Moskva,
den største skare siden revolutionen i 1917.
Det var fandens, tænkte jeg, da jeg læste Stavanger
Aftenblad. Ville de opgive Sovjetunionen? Ville de bare
give op? Var det så enkelt? Jeg havde, i modsætning til
Helge, sympati for Gorbatjov, men gik det ikke lidt for
vidt nu?
Det tog ikke så lang tid før mor var tilbage, våd af
regnen. Jeg sad stadig som et stort spørgsmålstegn, jeg
havde ikke forstået ret meget mere end at hvad? Arbejdsformidlingen?
ikke var det smarteste at sige.
Hun tog overtøjet af ude i gangen og kom ind. Satte
en pakke toiletpapir fra sig på puffen. “Undskyld, Jarle.
Der er meget du ikke forstår.”
“Ja?” sagde jeg spagt og hostede.
“Det eneste jeg har brug for er at du går med mig på
Arbejdsformidlingen i morgen. At du bare er der. Okay?
Bare følger mig derhen. Det er svært for mig, det her.”
“Ja, men det skulle du bare have sagt med det samme!”
“Du er ikke for syg, vel?”
“Jo,” sagde jeg og lo. Mor lo tilbage.
Der skete det samme tirsdag eftermiddag. Helge kom
forbi med lektierne, i strålende humør, endnu bedre end
dagen før, og han gentog at jeg ikke skulle kontakte Katrine,
og at Yngve ikke var i skole. Jeg så på ham da han
stod foran min pladesamling og rodede Beggars Banquet
frem med Stones. Hvordan kan du være så glad? tænkte
jeg.
“Hvordan går det med din mor?” spurgte Helge.
“Skal på Arbejdsformidlingen i morgen.”
“Godt. Kan hun klare det?”
“Hvad mener du - klare det?”
Så hørte vi Beggars Banquet, nikkede til hinanden undervejs
mens kongemelodierne drønede ud af højtalerne,
og røg Marlboro. Jeg kunne ikke mærke røgen, men det
var godt. Det var Helge og mig. Vi hørte Stones og røg
Marlboro.
Der var ingen der tog telefonen. Da Helge var gået,
360 361