MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

fer var endnu ikke nået til Norge. Da de kom, få år efter
at vi var gået ud af gymnasiet, havde mange af os allerede
fået etableret den festkultur som vi holdt os til op
gennem 90’erne. Det var ligesom med skateboard; det
blev for åndssvagt. Jeg kunne ikke begynde at skate nu,
gå i hættetrøje, høre hiphop, gå i trance og guffe designerdrugs.
Det var som halvtredsårige til fest med tyveårige.
Det var de unge der gjorde det. Med en blanding af misundelse
og afstandtagen så jeg på folk som Rune der tog
ecstasy og gik til houseparty. Af og til tænker jeg at det
var på et hængende hår for mit vedkommende. Nogen
har kaldt vinteren 1989-1990 for “The Winter of Love”.
Perioden hvor Manchester-bølgen slog ud i lys lue, hvor
folk tog baggy bukser på, trak huen ned over øjnene og
dansede hele den kolde vinter, propfulde af stoffer, til
den nye, groovy psykedeliske rock fra Happy Mondays
og Stone Roses. Vi hægtede os også på den kultur, det
var det nye hit, vi spillede Stone Roses’ og Happy Mondays’
12-tommerplader i laser; She bangs the drums, Hallelujah,
og ikke mindst selveste maxisingle-bibelen, 9,53versionen
af Fools gold, men for de fleste af os var der
langt til The Hacienda i Manchester, og stofferne flyttede
sig ikke lige så hurtigt som musikken. Men det kom
ikke så længe efter, og så kom det sammen med en mindre
personfokuseret musikkultur, det kom sammen med
de afindividualiserede bands, med The Orb og teknokollektiverne
uden klare frontfigurer, dj-kulturen, den anonyme
musik, totalt stadset op for at miste sig selv. Rune
gik til i det, han druknede i det. Jeg plejede at se ham i
Bergen af og til, i første halvdel af 90’erne. Han så altid
godt ud. Han var hverken træt eller sløv. Han var oppe.
Oppe hele dagen, blank i øjnene, med små hurtige kast
med nakken. Den dovenskab han sloges med i 1990, da
han stadig var femten og ikke kunne finde sig til rette i
familien Ombo, blev erstattet med amfetamin, ecstasy
og alt hvad man kunne sluge af kemiske retter. Så hørte
vi det. Det var en ven der sagde det en dag for nogle år
siden.
“Kendte du ikke ham Rune?”
“Hvad for en Rune?”
“Ham fra Stavanger. Helges lillebror.”
“Jo. Hvad er der med ham?” spurgte jeg.
“Han er vist død,” sagde han. “Er vist sprunget ud fra
et tag et eller andet sted.”
Det er hele pointen med fremtiden: Den er hemmelig.
I 1996 svævede Rune ned fra taget af et værtshus i
Bergen, han ramte asfalten, og havde vi vidst det, ville
denne nat i 1990 have set anderledes ud.
“Har du været syg?” spurgte jeg Yngve da Rune gik.
Yngves svar blev overdøvet af en forsanger der skreg
“en to tre fire!”; folk bevægede sig frem mod scenen, jeg
fik et puf i skulderen og blev skubbet fremad, mens
Yngve blev stående op ad væggen. Hekkan var i gang. I
øjenkrogen fik jeg øje på Helge der stod i den anden side
af lokalet, og jeg kunne se han tænkte det samme som
jeg: Det er sgu et godt band.
Det nyttede ikke noget at lægge skjul på det. De var
ikke bare gode, men det at vi havde spillet så elendigt,
gjorde dem endnu bedre. Publikum reagerede på en helt
anden måde da Hekkan spillede deres sæt, en blanding af
eget materiale og covernumre, Dead end street af Kinks,
Begin the begin af R.E.M. og en turbohurtig version af
304 305