MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Mor nikkede.
“Du er sikkert klar over at det kræver tålmodighed,
det her.”
Mor nikkede. Det var det eneste hun gjorde mens vi
var inde hos konsulenten. Mens der i båsen ved siden af
sad en mand der skældte højlydt ud på det offentlige
system, lagde al sin frustration over på den statsansatte,
sad min mor og nikkede, lod et lille “ja”, “nej”, eller “jo”
slippe ud. Det var alt. Hun opførte sig ordentligt. Mor
opførte sig ordentligt.
Konsulenten sagde at hvis alle var ligesom mor, og
var kommet lige så velforberedt når de skulle melde sig
ledige, ville køerne være reduceret til det halve. Mor
smilede. Ja, så er alt i orden, sagde konsulenten, og signalerede
at første runde var slut, vi kunne gå. Mor takkede.
Jeg rynkede på næsen. Gå? Jeg havde ikke sagt noget
under hele seancen, jeg havde bare siddet der, tæt i næsen,
og hostet, og set hvordan mor opførte sig.
“Har min mor fået et job?” sagde jeg.
Konsulenten smilede høfligt. “Nej, ikke endnu.”
“Får hun et job?”
“Det håber vi.”
Det håber vi? Var det alt? Var vi ikke kommet her for
at mor skulle få et job? Skulle vi nu bare gå og håbe på at
det ville gå godt?
“Men du tror det ikke,” sagde jeg.
“Sådan tænker vi ikke,” sagde hun, “vi tænker hele
tiden at der kommer et job.”
“Men du ved det ikke kommer,” sagde jeg.
Konsulenten sagde ingenting. Mor så ned.
Jeg rejste mig, gik et skridt frem mod konsulenten,
og mor så usikkert på mig.
“Du ved at min mor skal gå sådan her i lang tid,” sagde
jeg roligt mens jeg så konsulenten ind i øjnene. “Det ved
du. Du sidder der og lyver. Du ved godt hvad der sker,
og der sker ingenting, ikke sandt? Slet ingenting, ikke
sandt?”
“Jarle …,” sagde mor nervøst, “ikke …”
“Nej, men for fanden, mor! De sidder her og lyver
for dig!”
Konsulenten blev stram i betrækket, men jeg blev bare
stående.
“Vi kan ikke gøre mere,” sagde hun.
“Lyver du, eller lyver du ikke?” spurgte jeg.
Mor rejste sig, tog mig i skulderen. “Jarle … kom.”
“Lyver du?”
Konsulenten så på mig. Jeg tog endnu et skridt frem,
tog papirerne med mors dagpengeansøgning.
“Det her er det eneste det drejer sig om, ikke? At skaffe
mor penge? Der er ingen job, vel?”
Konsulenten søgte mors blik og undveg mig.
Jeg vendte mig og gik. Mor blev stående, tog konsulentens
hånd.
Da jeg kom ud i rummet, standsede jeg brat og fik et
chok.
Er det sandt?
Jeg så hans ryg. Ryggen af hans blå habit, det grå hår
på baghovedet, ørerne, bukserne, de sorte arbejdssko.
Han sad på en stol, med ryggen til mig, og jeg stod stiv
som en pind midt på gulvet.
Satans også. Han er her.
374 375