MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

stået på en scene før. Så vi kørte derudad, oprevne, ukoncentrerede,
nervøse. At Helge og Andreas så brat blev
revet ud af deres potglæde, gjorde det selvfølgelig ikke
bedre. Ikke et eneste af numrene spillede vi nær så godt
som på vores dårligste øvedag. Selv et så urutineret og i
udgangspunktet overbærende indstillet publikum som
vi havde den aften, lagde mærke til at det gik galt. Nogle
begyndte at sætte sig ned, et par gik hen for at spille
billard, et slæng fra a-klassen grinede smørret da det lykkedes
mig at ødelægge d-strengen midt i refrænet af “Che
Guevara”, og den lyshårede fra Gymnasiesamfundet, som
ellers havde været meget entusiastisk da vi startede, trak
sig tilbage i lokalet. Bagerst så jeg Hekkan. Forsangeren
himlede med øjnene. Og lige foran mig stod Katrine.
Hun blev stående under hele koncerten, lige til sidste
nummer – der blev ingen ekstranummer, for at sige det
sådan – og jeg så hvordan hun nærmest moderligt overbærende
forsøgte at støtte mig ved at trampe takten med
foden, synge med på de tekster hun kunne, men hendes
overdrevne trøst gjorde bare det hele værre: Den var
sivet ind. Jeg forstod det. Mathias Rust Band var elendige.
Den eneste der ikke så ud som om han syntes det var
pinligt var Yngve. Han stod lidt til højre, i cowboybukser
og en blå trøje, og hver gang jeg kiggede på ham syntes
jeg han så på mig. Smilede og så på mig.
Bifaldet efter “Flagstang Fællessang” var kort og afdæmpet.
Vi luskede ned fra scenen. Katrine klappede mig
på skulderen mens jeg gik gennem folkemængden med
Strat’en i hånden og plekteret mellem læberne. Yngve
smilede.
Inde i baglokalet sank Andreas og Helge ned i sofaen.
De så helt clean ud. Jeg følte mig forrådt af dem, jeg var
vanvittig vred.
“Er I så tilfredse?” sagde jeg og lænede mig over mod
Andreas’ store røde taske. Jeg åbnede lynlåsen og fiskede
en øl frem mellem håndklæderne.
“Vil du … der kan komme nogen,” sagde Helge.
Jeg vendte mig om og så hårdt på ham.
“Og det kommer fra dig? Vorherre bevares, Helge!”
Jeg åbnede flasken med lighteren, satte den for munden,
drak halvdelen i én slurk.
“Jaja,” sagde Helge og trak vejret tungt, “bare pas på.
Vi kunne da i hvert fald gå ud.”
Andreas smilede svagt.
“Ja, det gjorde I,” sagde jeg og så hånligt på dem mens
jeg irriteret hældte mere øl ned. “Det gjorde I fandeme.
Er I klar over hvor elendigt det gik? Er I klar over hvor
ekstremt helvedes dårligt vi spillede, hvor fantastisk dårligt
ry Mathias Rust Band får efter det her?”
“Se nu at få den flaske gemt væk,” sagde Helge igen,
“vi ryger ud hvis de ser os drikke herinde, forstår du
ikke det? Det er børn der går her.”
Det ville jeg skide på. Øllet var bittert og koldt, ligesom
mig. Jeg kogte af irritation, og jeg ville skide på alt.
Jeg gik helt hen til ham, stod foran ham, ville skide på
om så lederen af hele bydelsudvalget kom ind ad døren.
Jeg åbnede munden, parat til at skælde ham ud.
Døren gik op. Det var Katrine.
“Nå, det gik jo godt!” sagde hun og smilede.
Vi så på hinanden Andreas, Helge og jeg.
“Det gjorde det da ikke,” sagde jeg.
298 299