MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

mindst nu før overenskomstforhandlingerne, han vidste
hvilke brancher der var udsat, han vidste hvor det
var mest barskt.
“Hun har ikke en chance,” sagde Helge.
Det var perfekt. Nu kunne jeg sige det. Selv om Helge
stod foran mig og tegnede et mørkt billede af mors fremtid,
og det burde have gjort mig endnu mere bekymret
end jeg var, så kunne jeg mærke hvordan situationen
udviklede sig til min fordel.
“Så jeg er nødt til at blive derhjemme i dag,” sagde jeg.
“Det bad hun mig om. Hun er helt ude af den.”
Helge tog en dyb vejrtrækning. Han vidste hvad det
ville sige, og han havde svært ved at sluge det. Han havde
lige delt en bunke hjemmelavede MRB-badges ud til nogle
i klassen han havde regnet for umulige at frelse, og var
stadig på en stor optur.
“Jeg bliver nødt til det, Helge, det går ikke,” sagde
jeg. “Når ingen andre viser mor omtanke, så må jeg gøre
det.”
Jeg mente jo det jeg sagde. Jeg mente det jo, selv om
jeg var falsk.
“Okay,” sagde Helge bestemt. Han kunne ikke gå imod
det, selv om jeg så at han kogte, selv om jeg så at han
egentlig ville sige for helvede, Jarle, for helvede, hvornår
skal vi så øve, hvad? Skulle vi ikke øve hver dag i den her
uge? Er det ikke nu det gælder? Men det kunne han ikke,
for det her handlede om alt det vi stod for, det her var
en hændelse fra det virkelige liv, det her havde han stor
respekt for.
“Okay,” sagde han, “men så øver vi i morgen, ikke?”
Jeg nikkede. “Jo, jeg skal kun være derhjemme i dag.”
De lod mig være i fred resten af dagen. Jeg viste tydeligt
at jeg havde brug for at være alene. Katrine havde jo
også fars historie med i den rygsæk der hed Omtanke
for Jarle, så jeg var skærmet, og nu havde min plan fået
sikre ben at gå på. Det gjaldt bare om at komme i kontakt
med Yngve, og jeg skulle tale med ham alene, uden
at de andre så det.
Muligheden var der i næstsidste frikvarter. Vi havde
besøg i timerne af forskellige aktivitetsgrupper på det
tidspunkt. Det var folk der arbejdede idealistisk som fik
lov til at komme rundt i klasserne og tale om deres sag i
ti minutter. Tidligere havde vi haft besøg af ham der
drev skoleavisen, en 3.g’er på Emmaus i den østlige bydel
med cowboyjakke og cowboyhat, som ville rekruttere
“kritiske journalister”, som han sagde. Jeg havde en
klar intention om at være med til det. Vi havde haft
folk inde fra Laget, de kristne, og der havde Helge og jeg
skudt på repræsentanten med alle vores verbale kræfter,
og fordrevet hende med vores argumenter imod at missionere
og indoktrinere. Vi havde haft besøg af Sangkoret,
som vi syntes var noget borgerligt fis. Vi havde
haft besøg af skoleteatercheferne, som vi også syntes var
revyagtigt. Og vi havde haft besøg af det nystartede
Gymnasiesamfund, hvor der var kommet en hidsig 1.g’er
med langt lyst hår, grøn militærtrøje, partisantørklæde
og kuglerunde briller. Først havde Helge og jeg været
skeptiske og anset det for at være en retrospektiv, studentikos
og sentimental forsamling, men den lyshårede
fik os overbevist om at det var dagsaktuelt, kritisk og
hårdtslående, så vi troede på ham. Og nu var turen kommet
til Ungdom mod EF der ville starte et lokalt hold
240 241