MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Hvor er du fin,” sagde han og så på mit hår, “er du
blevet klippet?”
“Ja.”
”Pænt, helt anderledes,” sagde han.
Jeg måtte tage mig sammen for ikke at røbe mig. Han
havde overrasket mig, ikke ved at være der, men ved at
gøre et endnu stærkere indtryk på mig end ugen før. Jeg
troede det hele var overstået, men fandt ud af det modsatte,
at det kun lige var begyndt.
“Du kom ikke,” sagde jeg, og samlede mig da jeg hørte
på min stemme og mine ord at jeg lød som en pige der
anklager sin kæreste for at komme for sent til en aftale,
“jeg mener – i fredags, var du syg?”
Yngve skiftede fod og fik et usikkert træk ved øjnene.
“Nåh, fredag,” sagde han, “ja, da var jeg lidt syg. Men
det er overstået.”
“Godt,” sagde jeg og tænkte at nu, Jarle, nu må du
holde op med at stirre sådan, det går ikke. “Godt,” gentog
jeg, “så skal vi spille tennis på onsdag, ikke?”
Yngve smilede. “Selvfølgelig. Det glæder jeg mig til.”
Det glæder jeg mig til.
Der var ingen andre der talte som Yngve. Der var ingen
andre på min alder der sagde den slags sætninger,
som lod disse enkle, gode ord komme ud af munden. Af
og til tænker jeg at han levede uden for tiden, og måske
gjorde han det? Der er nogle mennesker der på forskellige
måder virker uimodtagelige for påvirkning. Jeg har
svært ved at forstå det, men jeg har set det, og havde
nogen påstået det over for mig i 1990, så ville jeg på det
kraftigste, på den mest socialrealistiske måde have sagt
“ikke tale om” og sikkert have henvist til den historiske
materialisme. Jeg ville have forklaret hvordan mennesket
er et fluepapir, at der er lim på os alle sammen, vi
suger omgivelserne til os, hvad enten vi kan lide det eller
ej, og præges af det der sker, af det vi vokset op med, af
historien der går forud for vores liv, af geografien omkring
os. Men Yngve? Det var ikke altid så nemt at finde
fortiden og nutiden i ham. Boris Becker? Jo, Simon le
Bon? Men hvad betød det for ham, sammenlignet med
hvad The Smiths eller Marx betød for folk som Helge
og mig? Meget lidt. Ingenting. Det var som om det prellede
af, så han kunne stå der, alene, med læberne formet
i et smil, de lange hvide fingre der strøg hen over munden,
og de store øjne, og de enkle, utidssvarende sætninger.
“Jalla!”
Jeg vendte mig om. Helge kom gående, hurtigt, hen
mod os. Han så opløftet ud, værdigede ikke Yngve et
blik, gik direkte hen til mig, boksede mig i maven og
smilede.
“Jep, den er hjemme!” sagde han.
Jeg kikkede på Yngve, og tilbage på Helge igen, følte
at jeg var blevet taget på fersk gerning i en kærlighedsforbrydelse.
“Øh, jah … hvad for noget?”
“Øvelokalet, selvfølgelig! Far skal til Oslo fra onsdag
til fredag til møder i forhandlingsudvalget, og så fik jeg
diskuteret mig frem til mandagen og tirsdagen også,”
sagde Helge og lo, tydeligvis stolt af sig selv, “blæste det
godt op, du ved, sagde at det var vigtigt for mig at bevise
at jeg kunne gennemføre det her, sagde det mor og
far altid har sagt til mig, du ved, sagde det var en form
196 197