MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

i spejlet. Jeg så træt ud, syntes jeg, usoigneret og træt.
Håret burde klippes. Jeg tog et langt brusebad, vaskede
mig omhyggeligt, lånte lidt creme af mor, smurte mig
ind, redte håret.
Mor gav mig et kram før hun gik. Så ses vi, Jarle. Ja,
mor, vi ses.
Jeg gik ikke på biblioteket, jeg gik ned til busholdepladsen
og tog den første bus til Sandnes. Jeg havde taget
den pæne jakke på og hvide og sorte Adidas sko.
“En til Sandnes,” sagde jeg til buschaufføren. “Hvad
for et stoppested er nærmest Aspervika?”
“Så skal du skifte,” sagde han, “du skal skifte og køre
videre fra Ruten.”
“Kan man ikke gå til Aspervika fra Ruten?”
“Jo.”
Jeg satte mig bagerst i bussen. Midt på dagen er der
ikke så mange der er ude at køre bus. En broget flok.
Nogle unge mennesker, som af en eller anden grund tager
bussen når de burde være i skole. Har de fri? Pjækker
de? Er de gået ud af skolen? Nogle voksne der skal et
eller andet sted hen. Er de sygemeldt? Arbejdsløse? Og
de gamle. De gamle er ude at køre bus midt på dagen.
De skal også et eller andet sted hen. Besøge en veninde,
måske. Eller måske har de allerede været inde i byen og
købe ind, og nu skal de hjem, til Hinna hvor de bor, til
Gausell, måske, for nu er ærindet overstået. Jeg så på
menneskene omkring mig. Og mig, hvad tænkte de om
mig? Hvor gammel var jeg? Hvad troede de jeg skulle,
hvis de overhovedet tænkte på det? Måske tænkte en af
dem at ham der, han ser ud som om han er nervøs. Han
ser ud som om han både frygter og glæder sig til noget,
sådan som han sidder der med flakkende øjne, sådan som
han sidder og gnider hænderne mod hinanden, sådan som
han vrider sig på sædet. Hvad mon han skal? Skal han
møde nogen? Skal han besøge en han både frygter og
glæder sig til at møde?
Ja.
Skal han besøge en han savner?
Ja.
Jeg stod af bussen i Sandnes og bestemte mig for at gå
langs fjorden ind til Aspervika. Jeg havde skrevet adressen
ned på en seddel, og jeg havde tjekket kortet i telefonbogen.
Det ville ikke blive svært at finde.
Hvad forventede jeg mig? For mig var Yngve ikke en
psykiatrisk patient, hverken før eller nu. I 1990 var han
ikke en dreng med psykiske problemer, og nu var han
ikke en mand med halvdelen af livet bag sig som syg. Jeg
frygtede det, jeg glædede mig, men jeg forventede mig
Yngve, smukke Yngve.
Der skete noget mærkeligt da jeg gik fra bussen ind
mod Aspervika. Jeg ved godt at det ikke kan ske i virkeligheden,
men alligevel føltes det som om jeg gik bagud
i tid mens jeg bevægede mig fremad på asfalten. Skyerne
hang over hovedet, træerne stod ranke på bakkerne, havet
lå i sig selv, og jeg blev mindre. Verden omkring
mig var urgammel, havet fremviste sin svimlende alder,
træerne fortalte om deres forfædre, skyerne fortalte om
deres venner fra middelalderen, og jeg blev trukket med,
jeg blev draget mod det gamle, men det eneste jeg kunne
fremvise var små skridt tilbage i et kort liv. Vinden blæste
mod mit ansigt, slog mod øjnene, tirrede synet så der
samlede sig tårer i øjnene. Det passede mig godt, for nu
416 417