MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Jeg er ikke sur,” sagde jeg. “Jeg er bare smadder optaget
af at det bliver en skidegod koncert. Okay?”
Helge så på mig. Pludselig lyste godheden ud af ham.
Han trommede i luften med usynlige trommestikker.
“Det kan du bande på, Jalla.”
“Åh ja,” sagde Andreas, “vi er sgu da verdens bedste
band.”
På vej tilbage trådte Helge ud i vandet. Det kommenterede
jeg ikke.
Fem i otte sad vi backstage og så hinanden ind i øjnene.
“Hæ!” sagde Helge og slog hånden ned i armlænet.
“Mindst to hundrede!” sagde Andreas.
“I hvert fald hundrede og halvtreds,” sagde jeg.
Jeg havde været ude at stemme guitaren tre gange, jeg
havde spejdet efter Yngve, og jeg havde set at lokalet var
fyldt. Det var sandt. Fritidsklubben var fyldt. Folk var
kommet, flere end vi havde regnet med, ikke kun folk
vi kendte, Inger, Johanne, Torill, Anita, men også folk
vi kun vidste hvem var, ja, tilmed folk vi så op til med
skeptisk respekt; ham den lyshårede fra Gymnasiesamfundet
var der, fyren med cowboyhatten og cowboyjakken
fra skoleavisen var der, ud over alle de unge mennesker
der plejede at komme i fritidsklubben. Vi burde
jo have vidst at regnen ikke kunne standse dette publikum,
for de fleste havde aldrig været til koncert før fordi
de ikke kunne komme ind på de steder hvor der blev
spillet musik. De unge mennesker der plejede at gå i fritidsklubben
må have syntes det var en mærkelig lørdag
aften med det store rykind af gymnasiaster fra både Kongsgård
og St. Svithun.
Og vigtigst af alt: Yngve var kommet. Nu stod han
derude, med sit smil, og talte med Katrine. Jeg havde
kun lige haft mulighed for at løfte hånden og vinke til
ham. Og om ti minutter skulle vi på. Det andet band
var også kommet. Strømsvolden havde været ude i baglokalet
og sagt at de ville se os.
“Er det punk?” spurgte han.
Helge og jeg svarede i kor: “Ja,” sagde Helge. “Nej,”
sagde jeg.
“En gang imellem,” sagde Andreas.
De havde strammet sig lidt op, men jeg tror kun det
var viljen der holdt rusen stangen.
Og nu var vi klar.
Hvor dårligt kan det gå?
Det kan gå ufattelig dårligt.
Mathias Rust Band var på scenen. Det var det vi havde
ventet på. Det var derfor vi startede bandet.
Jeg kiggede bagud mod Helge for at give ham et hint
om at alt var ok og at han skulle komme med sin åbningsreplik.
Jeg havde plugget i forstærkeren, en fantastisk amp
jeg havde lånt af Strømsvolden, en gammel Vox med
rør, selvfølgelig.
Andreas og Helge grinede dumt til hinanden. Helge
så på mig, tydeligvis uden at forstå hvad det var jeg mente,
så lænede han sig pludselig frem mod mikrofonen foran
trommesættet.
“Okay! Mærk efter i hjertet hvem I er! Vi er Mathias
Rust Band og I er bankekød op ad muren!”
Jeg blev overrasket over Helges opfindsomhed og
tænkte det her lyder sgu godt, måske har han alligevel
styr på det? Fuld kontrol?
294 295