MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

chefblikket, øjne fulde af autoritet som hun sænkede øjenlågene
meget sigende over. Ikke før første svømmetime
forstod jeg hvad de talte om. Da Torgersen, en streng,
gråhåret gymnastiklærer som tiden var løbet fra, foretog
navneopråb, var der en elev der manglede. Torgersen
gjorde altid et stort nummer ud af fravær. Han var skeptisk
når folk blev syge, og når pigerne sagde “det månedlige”,
kiggede han strengt over brillerne mens han krydsede
af i sin bog, som om menstruation var et fikst påfund
af kvindeslægten for at blive fri for ubehagelige
opgaver.
“Halsnes?”
Ingen svarede.
Halsnes? tænkte jeg og så mig omkring. Halsnes?
“Katrine Halsnes,” gentog Torgersen.
Ingen svarede.
Katrine Halsnes? Jeg kørte siksak mellem pigernes ansigter
i klassen og kastede forsigtige blikke omkring mig
for at se om jeg kunne finde ud af hvem der manglede,
Katrine Halsnes?
“Hun er her ikke,” hørte jeg Anita sige, med alvorlig
stemme.
Torgersen noterede i sin bog og gik videre til næste
elev, og jeg vendte hovedet, lige tidsnok til at se Anita,
Gro Elin og Marit sende nogle korte, effektive blikke til
hinanden.
Det var tydeligt at der var sket et eller andet. Der var
noget galt. Tilbage i klasselokalet, hvor Svendsen fortalte
om situationen i Libanon, så jeg noget jeg formentlig
havde registreret uden at tænke over det: den tomme
stol i vinduesrækken. Katrine Halsnes. Jeg begyndte øje-
blikkelig at danne mig et billede af hende, delvis baseret
på det jeg mente at kunne huske fra 1.g – meget lidt – og
mine forestillinger om hende, hende der manglede, hende
der havde en historie at fortælle.
Jeg spurgte Helge i det store frikvarter om han vidste
hvor Katrine var.
“Hvem? Katrine?”
“Ja, hende der plejer at sidde ved vinduet.”
“Hvordan fanden skulle jeg vide det? Hvem er Katrine?”
Da jeg ikke kunne få noget ud af Helge, gik jeg til
sidst hen til Anita, der stod sammen med veninderne
nede ved drikkekummen. Gro Elin og Marit så underligt
på mig og puffede meget sigende til Anita, forståeligt
nok, eftersom det var højst usædvanligt at jeg nærmede
mig dem.
“Du, Katrine, er hun syg, eller hvad?”
De så på hinanden.
“Hvorfor spørger du om det?”
“Ja, jeg undrede mig bare,” sagde jeg.
Anita så ud som om hun havde længtes efter dette
øjeblik, da hun blev tvunget til at sige det ingen måtte
sige. Hun trak mig nærmere ved at sænke stemmen og
signalere med blikket at nu blev jeg indviet i noget hemmeligt.
“Det er broren,” sagde hun.
Gro Elin og Marit nikkede.
“Hendes bror er død.”
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Blodet løb hurtigere
gennem armene, og jeg mærkede temperaturen stige.
Hendes bror er død.
162 163