MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

kontorstillinger halveret, i samme periode. Mor var blevet
arbejdsledig i den absolutte bundperiode. I 1990 var
der til enhver tid et gennemsnit på 279 ledige stillinger
inden for hendes branche, mens der i snit var 2700 ansøgere
til nøjagtig de samme job. Vi så det ikke dengang, at
socialdemokratiet blev sprængt, at turbokapitalismen
havde krammet på os, at 80’erne med yuppier og bankkrise
havde sprængt de sociale rammer. Og hvem var dårligst
til at se det? Den beskyttede middelklasse, for eksempel
en midaldrende kvinde som min mor, der var
vant til at betragte arbejdsløshed som selvforskyldt. En
kvinde som hende, der ikke kunne tænke den tanke at
arbejdslivet i Norge var underlagt nådesløse markedskræfter.
Paradoksalt nok, i og med at mor aldrig havde
stemt socialdemokratisk – eller socialistisk, som far kaldte
det når han var ædru, og kommunistisk, som han kaldte
det når han var fuld; hun havde altid stolet på de ansvarlige
konservative kræfter. De ville tage vare på os. De
ville passe på os. Men nu var virkeligheden en anden: I
Rogaland var der 537 ledige job og 7900 ledige personer
registreret på Arbejdsformidlingen i 1990. Plus gråzonetallene.
Tingene var ude af kontrol. Det var det Ragnhild
havde banket ind i hovedet på mor de sidste par
dage, mens hun havde forsøgt at skubbe til mors opfattelse
af at det var hendes egen fejl, at de havde behandlet
hende godt på jobbet, at Bærheim og de andre faktisk
godt kunne lide hende, at de ville skaffe hende et nyt job
hvis West-Consult ikke kunne tage hende tilbage; at det
hele nok skulle gå. Ragnhild havde sagt det som det var:
at hun var ude i kulden, at hun ikke ville komme tilbage
igen, at det nu var på tide at kæmpe.
Og hvad, Arbejdsformidlingen – hvad handlede det så
om?
Jarle, sytten år, forstår du ikke hvad det handler om,
nu hvor du sidder og tager brødet op til munden, forkølet,
med hovedet fuldt af vat, mens du mærker brødet
glide ned gennem den ømme hals og laver en grimasse
mens du ser ud ad vinduet og spekulerer på hvad din
mor laver nu, derude i tågen alene? Nej, du forstår det
ikke. Her sidder en ung fyr der ikke forstår sin mor.
Han forstår ikke skammen, angsten og frygten hun bærer
rundt på ude i tågen. Han forstår ikke hvorfor hun
begynder at græde på den måde, lige pludselig. Han troede
det var noget alvorligt, noget med mormor, måske,
noget med hendes helbred, måske, at han skulle gå med
hende på sygehuset eller sådan noget, men ikke at de skulle
på Arbejdsformidlingen, hvorfor var det så slemt?
Det var skammen det var galt med. Frygten, skammen
og angsten. Folk siger at vi ikke har klasser i Norge,
men hvor kommer så deklasseringsfrygten fra? For det
var den mor mærkede så stærkt i 1990, det var den der
rev og sled i hende, trampede på hende: den grusomme
tanke at hun skulle sidde oppe på Arbejdsformidlingen
og være ligesom dem. Folk hun aldrig havde sammenlignet
sig med, folk hun ikke i sin vildeste fantasi ville
finde på at associere sig selv med, sorte, fattige, alkoholikere,
stofmisbrugere, folk der ikke kunne klare sig selv.
Det er borgerskabets logik, logikken hos dem der har
levet beskyttet, og den slår hårdt ned overalt: Vi bliver
aldrig som dem. Fattigfolk stræber opad, for at blive en
del af borgerskabet, for måske at blive rige en dag, og
hvem ved, i et olieland med så mange nyrige, så bliver
358 359