MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Fandeme ødelagt.”
“Hvad er ødelagt?”
“Telefonen.”
“Hvem er det du skal ringe til?” spurgte jeg, der selv
havde brudt hjernen med muligheden for at stikke ud
og ringe til Yngve, for at minde ham om koncerten.
Måske havde han glemt det? Måske havde han haft feber
et par dage og glemt det?
Helge rejste sig igen. Utålmodig.
“Nej, jeg smutter ud, ser om jeg kan finde en telefonboks.”
“Hvem er det du skal ringe til?”
“Bare nogle folk jeg har glemt at invitere,” sagde han.
“Jeg bliver her,” sagde jeg.
Andreas rejste sig, tog jakke på. “Jeg går med,” sagde
han.
De gik. Det var sgu for meget. Klokken var halv seks,
og jeg sad fuldkommen alene i Hundvåg fritidsklub, og
der kunne jeg blive siddende med mine egne triste tanker,
med min egen tåbelige nervøsitet indtil Helge og Andreas
fandt det opportunt at komme tilbage igen. Det var
sgu for meget. Det sidste jeg havde brug for var tid til at
tænke på mor, på Helge, på alt det kaos der var omkring
mig. Jeg havde brug for at spille, skrue op for lyden på
forstærkeren, skrige til stemmen sprak; for Yngve.
Hvad med bare at stikke af? tænkte jeg pludselig.
Jeg kan da bare stikke af fra det hele? Tage bussen ind
til byen, smutte op til Yngve … Det går ikke. Jeg vred
mig på bænken. Følte mig utilpas. Jeg tog jakken af, krøllede
den sammen, lagde mig ned på bænken med jakken
som pude.
Det skal nok gå, tænkte jeg. Hold op med det pjat,
Jarle. Det skal nok gå. Det bliver bedre end nogensinde.
Jeg lukkede øjnene. Det skal nok gå. Det er nu det hele
begynder.
Jeg faldt i søvn.
Stemmer. Jeg blev hentet ud af søvnen. Høje stemmer,
latter, en dør der smækkede. Jeg slog øjnene op og
så på mit ur. Kvart i syv. Kvart i syv! Fem kvarter til
koncerten! Herregud! Jeg satte mig op på bænken. Stemmerne
blev højere. Helge. Andreas. De kom ind i rummet.
De var drivvåde, det regnede tydeligvis meget derude.
“Kvart i syv!” råbte jeg.
De stod foran mig.
Nej.
Helge grinede dumt, Andreas strammede munden. Så
brast de begge ud i et synkront latterudbrud.
Nej.
“For fanden da!” sagde jeg opgivende. “Har I … for
fanden da! Ved I godt at der er koncert om lidt over en
time? Om lidt over en time!!”
Det lyste ud af dem. De satte sig ned på bænken over
for mig. Væk var al Helges kulde, nu var han bare glad
og marihuanalykkelig. Jeg blev dobbelt så nervøs.
“Slap af, Jalla!”
“Hvor meget har I røget?” spurgte jeg strengt.
De fniste.
“Hvor meget?” spurgte jeg igen. “Har I også drukket?”
“Slap af, Jalla!” gentog Helge. “Tag det helt lugnt, no
problem, bare en mundfuld. Hold da kæft, den pot! Du
aner ikke! Kanonføde!”
288 289