MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

det var han ikke. Helge var sine forældres forudsigelige
afkom, en logisk aflægger, havde deres evner, deres aggression.
Rune havde lidt af det, han forsøgte at være
det han var opdraget til, men han magtede det ikke.
“Hvad? Rockstjerne?”
“Rune – gider du lige? Jeg står her og taler med en jeg
kender, okay?” Jeg så hårdt på ham. “Koncerten gik ad
helvede til, ikke sandt? Gå hen til din niendeklasse eller
til din bror, okay?”
Det overraskede mig selv at jeg stod der og var så
hård ved ham.
Rune himlede med øjnene; det havde han lært af sin
bror. I stedet for at lade sig vippe af pinden, blive lille i
andres øjne, demonstrerede han at det ikke var noget
han tog sig af. Så grinede han og gik.
“Hvem var det?” spurgte Yngve. Han så forbavset på
mig. Jeg havde vist en hård side af mig selv som Yngve
ikke kendte.
“Det var Rune,” sagde jeg. “Helges bror. Idiot.”
Jeg har ofte ment at jeg blev født for sent. Mange
gange har det irriteret mig at have en følelse af ikke at
kunne nå historien. At være fem år i 1977 er helt mislykket
når man tænker på at det var dengang Sex Pistols
udgav “Anarchy in the UK”. Selvfølgelig kan du være til
efterfest et eller andet sted i 1990, være sytten og rasende,
og ville være punker, men det hjælper ikke. Du ved det,
mens du åbner en øl med tænderne, spytter kapslen ind
mod væggen og vil styrte kongehuset, at du er en retrofigur.
Ikke at have været der i 1966, 1967 eller 1968 er
lige så mislykket. Du kan gå i pladebutikken op gennem
90'erne og opdage denne vanvittige periode hvor der blev
udgivet lige så mange store album på få år som det nu
tager tyve år at frembringe, og mærke at disse plader er
dine, men inderst inde ved du godt at det er for sent. Du
var der ikke. Du var der ikke da de store bands kappedes
om at udgive mesterværker; Beatles’ Revolver, Beach
Boys’ Pet Sounds, The Zombies’ Odessey and Oracle, The
Kinks’ The Village Green Preservation Society, Stones’
Beggars Banquet. Du var der ikke. Det er det de plader
fortæller dig. De snurrede ikke på din pladetallerken i
1968, mens der var Vietnam-krig derude. Du blev født
for sent, og du ved det. Da du var tolv, var det Frankie
Goes to Hollywood, kold krig og Breakmachine det
handlede om.
Det er sjældent jeg føler at jeg blev født for tidligt.
Men når jeg tænker på Rune, slår det mig af og til om
ikke vi fra 1972 så at sige er den sidste årgang af hashgenerationen.
Måske? Dem der var atten, nitten, tyve
midt i 90'erne havde en anden festkultur end os. Mens
jeg var for ung til punken, var jeg for gammel til skateboard
og partydope. Da Rune og de andre unger fra 74
kørte rundt fra den ene fabrikshal til den anden i 1994,
tog piller og dansede tekno, sad jeg og mine 1972-medmennesker
og drak øl og røg en joint i ny og næ, ligesom
vi gjorde da vi begyndte at feste i slutningen af 80'erne.
Selvfølgelig er der også en del af mine jævnaldrende
der i dag er døde på grund af den dope som fandtes i det
farmaceutiske tryllelager. Men for majoriteten var det
sjældent da jeg var atten. Det var sjælden kost til festerne
at nogen kom slæbende med piller. Skulle du have fat i
den slags, måtte du opsøge yderområderne, du måtte længere
ind i subkulturen. Normaliseringen af kemiske stof-
302 303