MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Er … det her Yngve bor?”
“Jo?” Han så mærkeligt på mig. “Ja?”
“Ja – jeg …”
Så vendte han sig om og råbte, højt, “Yngve! Det er til
dig!” Han gik.
Mit åndedræt blev roligere. Krisen var overstået, foreløbig.
Yngve var hjemme. Jeg ventede. En kvinde gik
forbi i gangen, Yngves mor, antog jeg. Hun smilede til
mig, jeg smilede tilbage.
Måske går det godt, alligevel, det her, tænkte jeg, lettet
over at faren ikke havde skældt mig ud, lettet over at
de ikke havde gennemskuet mig, set hvad jeg var; en gal
der var forelsket i deres søn, ikke en sød pige, men en
dreng der nu vil gøre alt for at være i nærheden af ham.
Igen hørte jeg skridt.
Jeg rettede nakken og sank en gang.
Han kom gående op fra kælderen. Han standsede forbavset
da han fik øje på mig. Med det samme han kom
til syne, forsvandt det korte angreb af realisme jeg var
blevet overmandet af, og jeg blev mit nye, urealistiske
selv igen.
Jeg smilede. Yngve kom hen mod døråbningen og
stod foran mig.
Det var dejligt at se ham sådan, i sine egne, private
omgivelser. I et par enkle lyseblå cowboybukser, en grøn
striktrøje med V-udskæring. I sig selv. Kun som Yngve.
“Hej?” sagde han overrasket.
“Hej,” sagde jeg.
Hvad skulle jeg sige? Jeg ville jo bare se ham. Jeg troede
jeg havde planlagt det hele, men nu stod jeg her, foran
ham, og det eneste jeg ville var at se ham.
Yngve så på mig. Det hele knyttede sig i mig. Jeg følte
mig lykkelig og kvalm på én og samme tid.
“Bor du her?” sagde Yngve.
“Nej,” sagde jeg.
“Nå ikke, men …æh,” han så usikkert rundt, “jah – vil
du med ind?”
Det ville jeg. Det var lige det jeg ville. Jeg ville ind til
Yngve.
“Ja, okay,” sagde jeg.
Mens jeg tog skoene af og hængte regntøjet i gangen,
talte jeg let og naturligt, overbevist om at det jeg sagde
var sandt. “Jeg har været ude at løbe på skøjter, ja, det
plejer jeg at gøre hver lørdag, cykler ud til skøjtehallen
og løber på skøjter. Træner en del. Og om lørdagen er
det så skøjteløb. Og så tænkte jeg at jeg ville køre ud til
min far, ja, han bor på Forus, så … jeg var på vej hen til
ham, ja, og så så jeg … at du boede her. I nummer femogtres.
På Tennisveien.”
Yngve så vantro på mig. Forklaringen havde jo en
slags hoved, en noget mærkværdig hale, selv om den
unægtelig var på kanten af det man bør tro på.
“Ja?” sagde jeg. “Måske lidt for dumt bare sådan at
ringe på uden videre, men – hvad fanden, hvorfor ikke?”
Moren kom ud i gangen. Yngve vendte sig mod hende.
“Det er … Jarle,” sagde han. “Øh … fra skolen, én jeg
kender.”
Vi gav hinanden hånden. Hun havde samme varme
håndtryk som sin søn. Det er Yngves mor, tænkte jeg,
og forgyldte hende.
“Hvor hyggeligt,” sagde hun. “Du sagde ikke at du
havde en aftale ...,” hun så på Yngve.
68 69