MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

uden at se på hinanden; den ene kæderygende Marlboro,
var omkring fem centimeter højere end den anden, med
længere og mere fedtet hår, den anden med knyttede
næver, bumser i stedet for fregner, og Sony-walkman
med mørk indierock. Vi vidste begge to godt hvem den
anden var. Helge Ombo og Jarle Orheim, som jeg hed
dengang. Jeg vidste godt hvem Helge Ombo var, det
vidste hele skolen, knivskarp, punket fyr med venstreorienterede
forældre. Mens vi andre havde fået formaninger,
måske omsorg, eller hverdagsagtige køreregler
ind med modermælken i 70’erne og 80’erne, havde Helge
fået ørerne tudet fulde af rød historie, geografi og politik,
Mao, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, Fidel
og Che, Lenin og Trotskij. Mens vi andre hørte børnekassettebånd
med Knutsen og Ludvigsen, Pippi Langstrømpe
og Trond-Viggo Torgersen, hørte Helge Hoola
Bandoola Band, Bob Dylan og Joni Mitchell. Faren var
en halvberømt fagforeningsmand, profilerede sig på venstrefløjen
i lokalpolitik, moren ligeså, højt uddannet som
de færreste af sine medsøstre i sin generation, stor stilling
i socialvæsnet i Stavanger, havde siddet i byrådet i
flere perioder for SV. Helge Ombo. Alle vidste hvem
han var, også lærerne, fordi han allerede som femtenårig
var en udfordring for dem, fordi han kunne udfordre
med Marx’ økonomiske teorier, fordi han for længst
havde læst hele pensummet, fordi han kunne sidde med
benene oppe på bordet og se ud ad vinduet og alligevel
svare på de spørgsmål han blev stillet, og når som helst
kunne fortælle dem der gad høre på ham at USA var en
imperialistisk stat: er der nogen der ved hvad der skete i
Guatemala i 1954? Generelt upopulær, generelt misundt.
Og Jarle Orheim, måske vidste folk også hvem han var?
Tja, måske ikke. Jeg var mere åben end Helge, parat til
alt hvad der var alternativt, alt hvad der var venstreorienteret,
og jeg var mere hemmelighedsfuld end ham, folk
vidste ikke hvem mine forældre var. Selv om der fandtes
en meget tydelig socialrealistisk nøgle til min opførsel,
var den ikke så synlig som Helges arv- og miljøkode:
min lå stadig gemt sammen med fars spritflasker i skabene,
på loftet, under brændeknuderne i garagen, sammen
med den almindelige dysfunktion hjemme hos os,
hvor det hele – indtil videre – foregik inden for husets
fire vægge.
Jo. Vi vidste godt hvem den anden var.
Vi havde set hinanden i skolegården.
Vi holdt afstand.
Det begyndte at regne. Jeg så Helge skifte teknik med
smøgen.
Han knipsede cigaretten som han holdt mellem pegeog
langfingeren over mellem tommel- og pegefingeren,
mens han passede på ikke at lade regnen slippe ind i hånden.
Uden at Helge bemærkede det, skruede jeg ned for
lyden på Jesus and Mary Chain. Jeg hørte ham bande
ved siden af mig.
“Helvedes lortevejr.”
Jeg nikkede. Det var jeg helt enig i. Selv om jeg ikke
ville have udtrykt det på den måde, så var det et helvedes
lortevejr.
“Ja, for fanden,” sagde jeg uden at se på ham.
Vi havde aldrig talt sammen, Helge og jeg, og det ville
vi heller ikke nu hvor vi gik og frøs ude på Høgjæren.
148 149