MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Klepp, ikke Sara Orheim, som hun hed dengang hun var
gift med far. Hun havde haft overarbejde, hun havde
gået på aftenskole fordi hendes nye chefer havde ønsket
det, hun havde lært EDB, hun havde sparet, hun havde
taget banklån mens renten var høj, hun havde købt hus
mens huspriserne toppede, og hun havde passet på mig,
og hun var begyndt at få sit eget liv.
Og så kom far, og nu stod han der med hånden på
hendes skulder, og på få sekunder var tiden skruet tilbage,
hele oprøret var knækket, det var som om vi var
tilbage i 1984, før krigen var begyndt, mens far endnu
holdt skansen. Jeg stod nogle meter fra dem, og jeg var
tolv år igen, jeg stod med fars habitjakke, dødbange for
min egen far, og hele barndommen kørte gennem hovedet,
gennem kroppen. Jeg svedte, jeg havde ondt i maven,
og jeg var helt sikker på at de sidste år havde været
et produkt af min fantasi, noget jeg havde opdigtet for
at redde mig selv, intet af det var sket i virkeligheden:
Mor var ikke blevet skilt fra far, jeg var ikke begyndt at
få magt over ham ved regulerede far-weekender, hvor
han, klog af årelang skade, overholdt alle aftaler om at
opføre sig ordentligt over for sin søn, mor og jeg havde
ikke et godt liv i huset i Bjergsted, jeg havde ikke haft en
kæreste, jeg havde ikke startet et band, jeg var ikke begyndt
på Kongsgård, jeg havde ikke været i seng med
nogen, jeg havde ikke slidt mig gennem de første hundrede
sider af Marx’ Kapitalen, jeg havde ikke været i
Oslo til R.E.M.-koncert med Helge. Jeg var en lille dreng
der boede sammen med min mor og far, med en mor og
far som ikke havde det godt sammen, med en far der
drak fra fredag klokken fire til søndag klokken otte, med
en far der var en kamæleon, den ene dag verdens bedste
far, den næste dag udspekuleret og ondskabsfuld, med
en mor der visnede hen, som lod sig herse med, som
fandt sig i at få tæv et par gange om året, som én gang
hvert år tog mod til sig, fandt Smirnoff-flaskerne frem
fra fars fantasifulde gemmesteder, tømte dem ud på gulvtæppet
når han var så fuld at han ikke kunne sige hendes
navn eller stå oprejst – men hvad hjalp det? Når han var
så stangstiv var han ikke væmmelig, ikke farlig, kun lille,
patetisk og bange.
Så slog han om. Hans hånd lå på mors skulder, og han
var så beregnende som kun folk i en stigende, selvsikker
rus kan være. Det er ikke sandt at fulde folk mister kontrollen:
De får overmenneskelige, onde kræfter, de bliver
i besiddelse af en avanceret fantasi, de bliver i stand til at
manøvrere hurtigere end ellers, med en radikal kontrol
over omgivelserne, og det er ikke sandt at de bedøves,
lammes, det sker ikke før de har drukket sig selv under
bordet. Nej, mens de endnu er på vej op, sensitiveres de,
får flere sanser og bliver kreative, udspekulerede, mens
omtanken, pænheden og selvbeherskelsen forsvinder, erstattes
af animalske evner menneskene ellers ikke er i
kontakt med, og de bliver rådsnare og ekstremt effektive,
og de kan balancere som en tandstik på et kussehår,
som far engang sagde da jeg var ti. Han sad i sofaen, det
var en lørdag aften, og vi havde lige spist koteletter. Mor
ryddede af bordet og var på vej ud i køkkenet. Far tog
en tandstik og lænede sig over mod mig.
“Det du skal lære, er at balancere som en tandstik på
et kussehår,” hviskede han, “så har du kontrollen.”
Mor kom tilbage fra køkkenet, og far smilede hem-
134 135