MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

ligt. I hvert fald mens det er tåbeligt. Bagefter kan man
ønske angeren, skammen, brandertangsten velkommen,
hvis man har anlæg for den slags. På den anden side havde
jeg spøgelset far der gjorde at jeg havde et noget mere
anstrengt forhold til alkohol end mine venner. Hash og
marihuana var på sin vis lettere for mig at håndtere, for
det forbandt jeg ikke med far. For mig var alkoholen
nært forbundet med ondskab. Med galar og pot var det
anderledes. Hårdere stoffer holdt jeg mig langt fra, jeg
havde en enorm respekt for den slags. Men gode og dårlige
venner havde overbevist mig om at det eneste farlige
ved hash og marihuana var at det var ulovligt. Og som
man bliver ældre, begynder alt hvad der er ulovligt at
blive interessant. Alligevel havde jeg drukket øl mindst
en gang om ugen siden jeg var seksten, som de fleste af
mine venner, lidt sprut i ny og næ, selv om det var der
fargespenstet var stærkest, og jeg havde røget hash femseks
gange. Men jeg havde aldrig røget pot før denne
lørdag. Der var jo aldrig nogen der havde pot dengang.
Så jeg havde ikke så meget erfaring at konsultere. Det
meste havde jeg opsnappet fra bøger eller film. Men det
jeg havde forstået klart og tydeligt var at hvis man drak,
så svækkede man stoffets rene effekt og blev fuldere;
endnu et bevis på alkoholens ekstreme kræfter. Sådan
havde jeg i hvert fald oplevet det, at hvis jeg drak efter at
have taget dope, blev jeg dobbelt så fuld. Havde jeg drukket
tre halve fadøl, blev de til seks hvis jeg røg, og halvdelen
af dopens effekt blev suget op af alkoholen. Hvis
det var tilfældet, måtte dette græs vi havde scoret hos
Stegasen være kraftige sager. For de to drengerøve der
sad og fniste foran mig virkede ikke som om de havde
drukket øl. Det virkede som om de havde røget sig høje
på tjald i flere timer. De kunne forveksles med to fnisende
trettenårige tøser på deres første Martini-tur.
Jeg rejste mig.
“Okay,” sagde jeg og så på uret, “kom, vi går en tur.”
Der var endnu et par minutter til dørene åbnede, og
godt og vel en halv time til Katrine antagelig ville dukke
op, og jeg øjnede muligheden for at smugle lattertanterne
ud og forsøge at få dem strammet lidt op mens vi endnu
havde chancen. Om få minutter ville lokalet være fuldt
af lydtekniker, det andet band, arrangører og gæster. Og
de ville kunne se det. Jamen – dem der arbejder med
unge mennesker, de kan da se det! Kan de ikke? Når to
idioter sidder og griner dumt som Helge og Andreas
gjorde, så gror græsset mellem tænderne på dem, gør
det ikke?
“Tur! Vi har sgu da været ude at gå tur!” sagde Helge
og prøvede på at få mig til at holde kæft, men det lille
ord ‘tur’ havde åbenbart så festlige associationer for både
ham og Andreas at der var endnu en grund til at få sig et
godt grin. Nu begyndte det at blive irriterende. Der er
grænser for hvor morsomt det er at se andre have det
sjovt når vitserne er på det niveau.
“Vi er jo drivvåde,” sagde Andreas.
Jeg tog fat i dem, tvang dem op og ud i regnen. Jeg
stirrede Helge lige ind i øjnene og sagde at nu går vi en
tur, er du med?
Vi gik et kvarter langs søen i regnen. Jeg halede Marlboro-pakken
op af lommen og forærede rask væk. Vi
gik ind i et lille bådehus og satte os på en båd.
“Du er fandeme så sur,” mukkede Helge.
292 293