MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

linke med øjnene, før de igen gnistrede da vejrmeldingen
kom: Mere kuling, mere regn.
“En skive til?”
“Nej, det er nok nu,” sagde jeg. “Jeg skal bare lige have
tøj på og sådan.”
Jeg så på uret. Den var over ni. Arbejdsformidlingen
havde åbent. “Er du klar?” spurgte jeg.
“Jeg, ja. Åh ja,” sagde mor som om det var det naturligste
i verden, som om det var noget hun gjorde hver
dag.
Vi gik op ad Christen Tranes gate. Mor talte om vejret,
hvor koldt og surt det var, og smilede, sagde det var
rart at have mig hjemme. Jeg sagde ikke noget, gik bare
sammen med mor, som gik med sine papirer i tasken,
som havde taget sin pæne frakke på, læbestift, sat håret,
som hun beskyttede mod vinden. Da vi kom op på hjørnet
af Sverdrupsgate rankede hun sig og sagde: “Ja. Her
er det jo.”
Arbejdsformidlingen så ikke truende ud, bare en lidt
uformelig byggeklods, et upræcist stykke sølvgrå arkitektur
i en grå gade.
“Ja. Vi skal vist ind her,” sagde mor og gik hen mod
indgangen, “det er vist deroppe, ja, vi skal ind derhenne,
og så skal vi trække et nummer, ja, og så skal vi vente på
at komme ind, ja, sådan er det, og så har jeg de papirer
med de skal se, har jeg ikke?”
Pludselig talte mor uafbrudt, hun standsede foran indgangen,
midt i den nervøse talestrøm, og begyndte at
rode i sin taske, tog den store A4-konvolut med alle papirerne
frem og begyndte hurtigt at gennemgå dem,
mens vi stod foran indgangsdøren til Arbejdsformidlin-
gen. Hun så ikke derind, og så ikke det jeg så bag glasdøren,
hun stod og snakkede mens hun bladrede i papirerne:
“Ja, vi skal bare ind her, trække et nummer, og så
har jeg mine papirer med, skatteoplysningerne … har jeg
ikke dem med … jo, her er de, ja, vi skal bare ind her, og
så skal vi tage et nummer, og så skal vi nok vente lidt,
der er måske kø …”
Jeg så ind ad glasdøren. Det så ikke godt ud.
“Mor,” sagde jeg og forsøgte at standse den paniske
ordflom der strømmede ud af hende, “mor – nu går vi
ind. Det skal nok gå.”
Hun så på mig.
“Selvfølgelig skal det det!”
Jeg åbnede døren, og nu så mor det samme som jeg,
Arbejdsformidlingen i Stavanger en onsdag i februar
1990: Midt på gulvet stod flere sofagrupper, og bag dem,
op mod væggene, båse hvor konsulenterne sad og behandlede
de jobsøgende, adskilt af skillevægge. Rummet
var propfuldt af mennesker, nok 50-60 arbejdsløse, der
stod eller sad i den ydmygende kø, de fleste lige så hjælpeløse,
de fleste med den samme blanding af frataget værdighed,
dårlig selvtillid og voksende irritation i ansigtet,
unge, gamle, midaldrende mennesker med nervøse hænder;
der ikke havde andet at lave end at holde en plastickop
med kaffe i hænderne, bladre åndsfraværende i deres
papirer, med fødder der skiftede stilling, fødder der
gik uroligt hen over gulvet, flakkende øjne, tænder der
bed i mundkødet. På væggene hang der opslagstavler med
oversigt over ledige job, meget få, og oversigt over kursustilbud,
ret mange: Amo-kurser, Avance-kurser, EDB,
tekstbehandling, regneark.
368 369