MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

var enkelt, men det er det ikke. Og når du hader dig selv
så meget, hvor grusom er du så ikke i de andres øjne?
Katrine?
Yngve?
Helge?
Og ikke kun dem; drukangsten inviterer alle til hånlatterens
fest, hele verden har fået en invitation med posten
– kom og se Jarle Klepp falde, kom og se Jarle Klepp
blive en idiot, kom og se Jarle Klepp blive et lavt, ondt,
sygt, lillebitte menneske – og ja, se der: Hele verden kommer.
Hele verden kommer for at se dig falde. Du mærker
det da du ligger og vrider dig i krampe i sengen,
kaster dig rundt i dynen, åbner øjnene for at undslippe
det slam du stirrer ind i når du lukker dem igen, lukker
øjnene for at slippe for de andres øjne der stirrer på dig
når de er åbne: De er kommet på besøg. Du ser dem. De
var der, hele verden var der og så dig, alle har set hvad du
har gjort, alle var der da du gik hen til den dame og
sagde “jeg vil kneppe dig så du græder”, alle var der da
du knuste shampooflasken og skrev OLIELUDER på
badeværelsesspejlet, alle var der da du stod på Bybrua og
tvang sprut ned i halsen og brækkede dig i fjorden, der
kørte tusind biler forbi, og alle stirrede på dig, og alle
tænkte, fy for fanden, der står Jarle Klepp, ham glemmer
vi aldrig, og det gør de ikke, for de så dig, de så dig da du
holdt hånden i vejret og sagde “okay, her har vi en fisse,
ikke sandt?”, de så dig da du grinede din kæreste lige op
i ansigtet mens hun græd, de så dig da du trådte på ham
du er forelsket i, de så dig. De så dig, Jarle. Og de vil
aldrig glemme dig, og du kan aldrig – aldrig – se verden
i øjnene igen, for verden kom til din fest, og verden ha-
der dig som du hader dig selv. I hvert hus over hele kloden
sidder der mennesker som har set dig, og når en
familie i Polen diskuterer ondskab ved middagsbordet,
små, lave og onde mennesker, så har de et ord for det, jo
da, de har et ord for det i Polen, de kalder det bare
JARLE: “JARLE,” siger faren til børnene, og alle forstår
hvad han mener. “Det må du ikke,” siger han, “det er
JARLE at gøre sådan noget,” siger faren, og børnene spærrer
skrækslagne øjnene op, moren gyser da der igen bliver
talt om JARLE, og du ved det godt, da du ligger og
vrider dig i dynen, du ved det godt, at polakkerne har
ret, polakkerne har ret, det er JARLE at gøre sådan, du
ved det, og du kan ikke undslippe dig selv, hvordan skulle
det også være muligt? Nu, hvor hele verden ved hvem
du er, og hvad du har gjort, hvor lille, skammelig og
ond du er, nu hvor du vil indgå i leksika og historiebøger
som et eksempel på hvordan livet ikke skal leves,
hvordan kan du så undslippe, for de har altid ret, polakkerne,
og de vil altid have ret, polakkerne, russerne,
amerikanerne, argentinerne, kineserne, der på deres forskellige
sprog alle siger det samme, det er JARLE at gøre
sådan. Hvordan kan du så undslippe? Når verden har
fået en ting der forener folk over landegrænserne, en præcis
følelse alle folkeslag kan genkende, på tværs af alle
kulturer, noget der kendes lige så godt af en italiener som
af en sydafrikaner, denne JARLE-opførsel, hvordan kan
du så undslippe? Og desuden: dette noget forener hele
verden, det styrker fællesskabet, men støder én fra sig,
og denne ene er dig selv.
Nu er du alene.
Derude er verden.
348 349