MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Jeg nikkede. “Ja, det er den lille bjergtop der stikker
op, som et horn, på Rennesøy, ikke sandt?”
Han nikkede. “Ja, det var en sky som hang over
Rennesøyhornet, og den mindede om en golden retriever
i spring, og ved du godt at den aber efter?”
”Aber efter?”
“Ja, ved du godt at skyen aber efter?”
“Nej,” sagde jeg usikkert, “hvad mener du?”
“Jo, den efterabede en golden retriever, den mindede
ikke om den, det var bare mig der tog fejl, den abede
efter. Den svævede over Rennesøyhornet og legede hund.
Jeg så det, den bjæffede og logrede oppe på himlen, legede
en hund den havde set nede på jorden, en hund der
løb efter en spurv, jeg så det, den hoppede på forpoterne,
skrabede på en træstamme, men ved du hvad, Jarle?”
Jeg rystede på hovedet.
“Den ved det,” sagde Yngve.
“Hvad ved den?” spurgte jeg forvirret.
“Ja.”
“Hvad er det den ved?”
“Den ved at det snart er forbi,” sagde Yngve. “Snart
vil den savne den tid hvor den hang over Rennesøyhornet
og var en hund. Når skyen opløser sig, ved du nok, så
tænker en af regndråberne mens den daler ned over Jæren
og rammer jorden, at nu, nu dør jeg, ja, nu dør jeg. Nu
rammer jeg jorden og bliver en del af det der får gulerødderne
og kartoflerne på markerne til at gro, ja. Men
ved du hvad, Jarle?“
“Nej.”
“Mens den tænker det, og mens den er trist, så husker
den hvad den har været. At den har været en hund. At
denne regndråbe, som ikke længere er en regndråbe, har
været en lille del af halen på en logrende hund. Jeg hang
over Rennesøyhornet, og jeg var en hund, tænker den.”
“Ja,” sagde jeg.
“Sådan er det,” sagde Yngve.
“Ja.”
Han pegede på plakaten af Cheopspyramiden. “Ved
du godt hvorfor de byggede pyramider i Egypten?”
“Ja,” sagde jeg.
“De ville forsvare sig mod døden.”
“Ja,” sagde jeg.
“Men det kunne de ikke.”
“Nej,” sagde jeg.
“Af og til ligger jeg helt stille,” sagde Yngve. “Jeg ligger
bare helt stille i sengen, på ryggen.”
Jeg så på ham. Han var holdt op med at tale. Den pludselige
ordflom var stilnet af, og han sagde ikke mere.
Han bøjede sig frem mod bordet, greb glasset med saft
og drak. Hele glasset. Så lænede han sig tilbage i sofaen.
Han pustede ud. Munden lå roligt i ansigtet. Yngves
mund. Ret fyldige læber, store, ikke kvindelige, med en
forsigtigt fremskudt, svagt piget amorbue, og disse mundvige
der trak en lille smule nedad. Han smilede. Han så
ikke på mig, sad bare tilbagelænet i sofaen og smilede,
med lukket mund, og de nedadgående, lidt triste mundvige
forvandlede sig til et smil. Hans kinder fik en varmere
farve, de blev mere røde, blussede op, som om de
glædede sig over at han smilede.
Yngve vendte sig mod mig. Hans øjne var glade og
smukke, han så mere klar ud, det sløve var forsvundet.
“Kommer du så igen i morgen?” spurgte han.
426 427