MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

at bakke ud på stedet. Hold kæft mand, det her går ikke,
tænkte jeg, vi kan jo ikke spille.
Strømsvolden viftede med armene, forsøgte at få trommeslageren
og de andre til at standse.
“Du, tekniker, kan jeg få lidt mere bas på monitoren?”
Bas på monitoren, tænkte jeg. Monitor. Okay.
Hvad vidste vi om det? Vi skulle bare spille, vi skulle
bare forandre verden.
“Er lyden god?” råbte forsangeren.
Lydteknikeren nikkede. “Jeg tager mig af lyden herude,
I skal bare sige til når I er tilfredse på scenen.”
Strømsvolden fik øje på os, løftede kækt hånden og
vinkede til Andreas. Han nikkede tilbage.
Vi satte tingene fra os og gik hen for at sætte os ned
mens vi ventede. Alle var nervøse. Helge røg to cigaretter
mens vi hørte Hekkan spille to numre til. Den ene
hed “Blodfattige Bjarne” og havde et Kinks-agtigt vaudeville-vers
der blev afløst af et svingende rockrefræn. Vi
udvekslede blikke. Da de afsluttede lydprøven med en
elektrisk version af Violent Femmes’ “Kiss off”, fik jeg
kvalme.
Jeg lænede mig over mod Helge.
“Det går ikke det her – hør dem,” sagde jeg og nikkede
hen mod bandet.
Helge så på mig. Nu så han rigtigt på mig for første
gang i flere dage, og med en smule empati. Han sænkede
stemmen. Han så pludselig skråsikker ud.
“Jalla. Det kommer til at gå skide godt. Hører du?”
Det var en fantastisk evne Helge havde. Jeg håber han
har den endnu. Midt i al arrogancen, som på det tids-
punkt var større end min, var der en voldsom empatisk
kraft. Han kunne være mere socialt inkapabel end far
når han var værst, men der fandtes heller ikke stærkere
hænder end hans hvis han valgte at bruge dem. Så kunne
han trække hvem som helst op af deres egen usikkerhed.
Jeg var sjældent usikker, tværtimod kørte jeg vanen tro
derudad uden at være selvkritisk. Men jeg kunne blive
nervøs, som oftest lige før der skulle til at ske et eller
andet. Så kunne der komme et alvorligt stik af realisme,
som om nogen satte det rigtige par briller på næsen af
mig så jeg endelig kunne se situationen i øjnene. Og nu
var jeg pissenervøs.
“Hører du efter, Jalla?” sagde Helge og rakte mig en
smøg.
Jeg tog smøgen, tændte den, tog et hiv. Jeg nikkede.
Bagefter var det vores tur. Vi havde aldrig haft en
lydprøve før, men lod som om vi havde forstand på
det. Vi hilste på drengene i det andet band, Strømsvolden
viste os deres udstyr, og forsangeren nikkede genkendende
til os. De gik ud for at få noget at spise. Jeg blev
skuffet over at de ikke blev siddende for at høre på os.
“Held og lykke!” råbte forsangeren.
Vi bankede igennem et par numre. Lydteknikeren var
utålmodig, det var tydeligt at han ikke var videre interesseret
i at lave lyd for os, selv om Helge kørte frem
med at vi var et meget hårdere band end de andre og
havde brug for en anden lyd. Jeg spillede usikkert, fraserede
uden præcision, men jeg følte jeg havde Helges øjne
i nakken. Det hjalp.
“Okay, det er godt,” sagde Danka. Jeg havde nok forventet
at han ville kommentere bandet, sige noget om at
284 285