MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Jeg vendte mig og sagde at jeg ikke troede jeg tog med
til koncert på Folken om lørdagen alligevel. Tre lokale
bands, Sild Krokodill and the Saltpastill, Bever og Helvetes
Forgård. En af Helges venner fra 3.g spillede trommer
i HF.
“Skal du ikke med? Vi må da for fanden stille op selv
om vi ikke selv skal spille!”
“Det er ikke derfor,” sagde jeg, “vi er jo ikke klar til at
spille endnu.”
“Nej nej, men snart – hvad fanden er det så? Helvete
skal jo spille!”
Jeg bryggede et eller anden sammen om at jeg skulle
hjælpe min far med lejligheden han lige havde købt ude
på Forus, flytte en hel masse fra et lager han havde haft,
må jo opretholde en slags alliance med min far, trods alt,
og desuden, sagde jeg, er jeg dødtræt af at stresse rundt
for at kunne gå ud hver weekend.
Helge så tvivlende på mig. Sådan noget havde jeg aldrig
sagt før, tværtimod var jeg en af de ivrigste selv om
vi kun var sytten.
“Hold da kæft, er det nu den nye stil?” Han trak på
skuldrene. “Hvad så søndag? Skal vi stadig øve?”
“Ja ja, selvfølgelig,” sagde jeg.
Katrine kom, og vi sludrede lidt efter at Helge var
gået. Jeg følte mig nærmest lammet da jeg talte med
hende. På vej ud af skolegården gav jeg hende et langt
kram, men langtfra så entusiastisk som i de tidligere frikvarterer,
og sagde at jeg følte mig lidt slap og troede
jeg bare ville være derhjemme i aften.
“Er du sikker?”
En pige fra skoleteatret kom forbi og sagde at det var
den sidste ekstraforestilling i aften. Hun spillede Puck i
En skærsommernatsdrøm.
“Åh ja,” sagde Katrine og så på mig, “den må vi da se,
ikke?”
Jeg huskede Helges sarkastiske bemærkning – En skærsommernatsdrøm?
En skide farce, hvorfor sætter de ikke
Brecht op – og gemte mig bag den: “Nej, det er ikke
noget for mig.”
“Ses vi så i morgen?” spurgte Katrine da pigen fra skoleteatret
var gået.
“Jah … vi må se, måske skal jeg hjælpe min far med
noget,” sagde jeg og kyssede hende. “Men jeg ringer.”
Jeg satte mig på cyklen og trillede ned ad bakken til
Vågen. Rundt om hjørnet og videre ud mod kajen. Skyerne
blev mørkere over fjorden. Det blæste op. Vindretningen
var vendt i løbet af dagen, og igen bed blæsten
i ansigtet, pedalerne blev tungere at træde. Jeg samlede
kræfterne, benene gik hurtigere, hjulene skramlede over
brostenene, flagstængerne langs Vågen klirrede, folk snurrede
rundt om sig selv med paraplyer i vinden, jeg missede
med øjnene mod den blege sol der prøvede at vise
sig på himlen, men blev fordrevet af uvejret der var ved
at trække op. Hovedskallen og kroppen åbnede sig, det
susede hårdt i ørerne, og hvis jeg ikke havde vidst at
lydene kom fra vindstødene der ramte de røde, kolde
bruskskiver og løb ind til hørelsen, ville jeg have troet at
støjen kom fra mig selv. Ansigtet sprak, jeg smilede, jeg
rejste mig op i pedalerne, det var nu livet begyndte. Jeg
var ikke lammet.
40 41