MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Ja,” sagde han og så trist på mig.
“Hvad er det så, kan det være så svært?”
“Ja, faktisk.”
“Jeg venter,” sagde jeg og stødte til kuglen.
“Ja, det er det med Katrine,” sagde han, “det er det …”
“Ja?”
“Jeg kommer sammen med hende.”
“Hvad gør du?”
“Jeg kommer sammen med Katrine.”
Hvad for noget.
“Kommer du sammen med Katrine?”
“Ja.”
Rolig nu. Jeg var helt rolig. Nogle gange kommer det
øjeblik hvor verden ser ud til at standse, og måske gør
den det også. Træerne vokser ikke, vinden farer ikke
over hustagene, regnen falder ikke, neglene gror ikke.
Verden standsede for mig, og jeg havde ingen kræfter.
Det var det sidste der kunne falde mig ind, men da det
først faldt ned i armene på mig, forstod jeg alt: Det stod
krystalklart. Helge og Katrine. Selvfølgelig. Jeg så hans
mund bevæge sig foran mig, den sagde “jeg er ked af det,
Jalla”, og det eneste jeg tænkte var hold kæft, selvfølgelig,
Helge og Katrine, hvor dum kan man være, Jarle, så skide
dum at man ikke har set det, lige fra starten. Helge sank
en gang. Han gned hænderne mod hinanden. Jeg drak
resten af min øl, tog portvinsglasset fra vindueskarmen.
“Men så sig da noget, Jalla!”
Jeg drak resten af portvinen.
“Sid ikke bare der! Sig noget! Skæld mig ud, gør noget
for fanden, sig noget!”
Helge talte ret højt nu. Jeg satte glasset fra mig. Bag
hans ryg kunne jeg se et par halvtredsårige, begge i joggingtøj,
der fulgte med i alt hvad der skete ved billardbordet
hvor vi stod og drak. Damen rullede cigaretter som hun
puttede ned i tomme Marlboro-pakker, men nu lagde
hun rullemaskinen til side og så på os. Jeg ville skide på
dem. Helge var en del højere end mig, og kraftigere.
Han var slet ikke tyk, men kraftigere bygget.
Slaget ramte ham på kinden, hovedet rykkede kontant
bagover, og han vaklede hen mod væggen. Jeg var forbavset
over kraften og mærkede hvordan knoerne gjorde
ondt, jeg havde aldrig slået nogen før, ikke sådan, ikke
med en knytnæve, i vrede, aggressiv, slået nogen jeg holdt
af. Jeg fik ikke tid til at tænke mig om eller vurdere
situationen før Helge havde sundet sig og røg på mig:
Nu skulle det være, nu skulle det ud. Han kastede sin
tunge krop mod mig, puffede til mig med arme og albuer
så jeg mistede balancen og slog lænden mod billardbordet,
smerten stak i hele ryggen, og Helge var over
mig, pressede min overkrop ned mod billardbordet og
lagde underarmen mod min hals så jeg mærkede filten i
nakken, jeg forsøgte at dreje hovedet, men det eneste jeg
kunne se var de røde, gule, grønne billardkugler på en
grøn filtdug, og jeg kunne ikke trække vejret, prøvede
at sparke med benene, men Helge var stærk, nu havde
han mig, nu havde han mig, ligesom han havde mig dengang
i 1988 da vi var på travetur på Jæren, hvor vi der
hadede hinanden blev venner, målte kræfter i regnen, og
nu skulle vi fandeme slås. Nu var det fandeme nok, jeg
mærkede hvordan jeg hadede den opblæste, selvglade,
arrogante fyr, den skide kommunist, den satans Helge
Ombo, der havde taget min dame, og hvor helvedes længe
392 393