MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“de kan bare have det så godt alle sammen”, men i løbet
af den tid det tog Helge at vise sit ansigt i døren, var alt
vendt på hovedet, selvmedlidenheden var borte – selvfølgelig;
den er jo et af ensomhedens udtryk. Nu var han
her, Helge. Gode gamle Helge, min bedste ven. Tænkte
jeg det ikke nok? Mister jeg alle de andre, så har jeg alligevel
Helge, vi er som fjelde, Helge og jeg, to store klipper
der står ved siden af hinanden i det gamle fjeldlandskab
i det hinsides, og der skal fandeme værre ting
til, større jordskælv, for at knuse os.
“Selvfølgelig,” sagde jeg.
“Fedt,” sagde Helge.
“Vi smutter ind et sted hvor der ikke er så mange,
ikke? Bare dig og mig, det er længe siden, en pot billard,
hvad siger du?”
“Ja, for fanden,” sagde jeg glad, lettet over at en aften
med Helge skulle fortrænge alt det der var blevet så svært.
“Skal du i byen?” hørte jeg mor sige inde fra stuen.
“Skal du ud? Så bliver du syg igen.”
“Nej nej,” råbte jeg, “jeg er rask nu, mor, bliver bare
mere syg af at sidde hjemme og trille tommelfingre.”
Vi aftalte at mødes uden for Kulturhuset klokken otte.
Helge gav mig nogle lektier, og jeg fulgte ham ud i gangen.
“Købte Tender Prey i dag,” sagde han mens han tog
jakken på.
“Er det den med The Mercy Seat?”
Helge nikkede. “Skidegod plade.”
“Den må du optage til mig. Men du … har du talt med
Katrine, eller?” Han åbnede døren, vinden slog imod os,
og det regnede godt derude.
“Ja,” sagde han.
“Så … du ved det godt?”
Han nikkede. “Vi ses i aften!”
Jeg sendte ham et stort smil. Så lidt skal der til. Pludselig
havde jeg glemt alt det andet. Savnet efter Yngve,
det ubehagelige med Katrine, angsten, kaoset, hele sidste
weekend, far, de tyve tusind kroner; det hele var borte.
Helge var her jo. Helge, for fanden.
Jeg glædede mig som et lille barn til en aften sammen
med ham, ringede til far og sagde at jeg først kom dagen
efter, og sørgede for ikke at komme for sent til aftalen
med Helge. Nu skulle vi give den gas, spille billard, planlægge
Mathias Rust Bands fremtid, drikke øl, bare være
Helge og mig.
Han kom fem minutter over otte. Jeg stod i læ for
regnen under halvtaget uden for Kulturhuset.
“Hvor skal vi gå hen?” spurgte jeg.
“Hvad med Ferdinand,” sagde han, “tror ikke det bliver
noget problem at komme ind der.”
“Ferdinand?”
“Skide brunt sted,” sagde han, “og så mener jeg skide
brunt. Den der pub ved Breiavannet, du ved nok.”
“Åh, for satan,” sagde jeg, “skal vi derhen.”
Helge fik ret, det var ikke noget problem at komme
ind på Ferdinand, et mørkt lokale i et gammelt hus ved
Breiavannet, et klientel med en gennemsnitsalder på halvtreds
år, endnu værre end Skipperstuen og Korvetten,
muligvis ikke helt så slemt som Christians Bodega, men
tæt på, et af disse steder i byen der fungerede som logi
for alkoholikere. Stedet drev af druk. Her sad de folk
jeg havde ventet at se på Arbejdsformidlingen. Vi følte
386 387