MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

ville jeg trække Katrine til side i frikvarteret, sige at jeg
havde det svært på grund af det med far. Ifølge planen
skulle hun vise forståelse, trøste mig, lytte opmærksomt
og voksent på det jeg sagde. Så ville jeg lade ubehaget
accelerere i løbet af dagen, hele tiden mens Helge bare
betragtede det, hørte halve sætninger, så hvordan Katrine
beskyttede mig, så ville jeg bede om at få lov til at
gå hjem før sidste time, og på vej ud ville jeg gå hen til
Helge og sige:
“Hegga, jeg ved godt at det her er for dumt, og jeg
ved godt at vi har brug for at øve, men du må give mig
et break, det går ikke, jeg kan ikke samle tankerne. Det
er far.”
Og det ville Helge forstå. Han ville måske blive vred,
men han ville forstå det. Og jeg ville love ham at på
torsdag, fredag og lørdag, så skulle han se mig spille og
synge med en så vanvittig energi, at han ville forstå at
denne ene fridag, onsdagen, ville gøre bandet bedre, ikke
dårligere.
Ikke sandt, Helge?
Det skulle nok gå. Ja. Det skal nok gå. Ja. Det skal
nok gå godt, tænkte jeg da jeg stod ud af brusebadet onsdag
morgen. Jeg kan spille tennis med Yngve i aften.
Da jeg kom ned i køkkenet sad mor der allerede. Jeg
blev glad for at se hende oppe. Hun så bedre ud end de
sidste par dage.
“God morgen, mor – er du oppe? Blevet rask?”
Hun så på mig. Hun smilede, men ikke let og ubekymret.
Hun smilede alvorligt.
“Hvad er der?” spurgte jeg.
“Jarle,” sagde hun. “Der er noget jeg må fortælle dig.”
“Javel,” sagde jeg og satte mig. Mor rejste sig, begyndte
at tage mad ud af køleskabet, mælk, pålæg, og skar skiver
af brødet. “Hvad er der?” spurgte jeg igen.
Mor satte pålægget frem på bordet. Hun så alvorligt
på mig.
Hvad er det? Jeg blev nervøs.
Er der én der er død? Mormor! Er der noget galt med
mormor? Hvad er det? Katastroferne samlede sig inde i
hovedet.
“Hvad er der galt, mor?”
“Nu må du ikke blive bange, eller noget, for det er
ikke så …,” begyndte hun.
“Hvad er det, mor?!”
“Jeg har mistet mit job,” sagde hun.
Jeg fik et chok.
Mistet jobbet? Hvad mente hun? Mistet jobbet?
“Mistet jobbet, hvad mener du … så?”
“Ja. Bærheim har bedt mig om at gå,” sagde hun.
Bedt dig om at gå?
Jeg vidste jo godt at folk kunne miste deres job, jeg
vidste godt folk blev fyret, det stod jo i aviserne hver
dag, men at miste jobbet? Jeg kendte ingen der havde
mistet deres job. Det var noget jeg forbandt med Helges
far.
“Hvornår?” sagde jeg spagt mens jeg forsøgte at sunde
mig.
“Jeg fik besked i fredags.”
“I fredags? Hvorfor har du ikke sagt noget? I fredags?”
Nu så jeg på hende. Jeg havde ikke set ordentligt på
mor den sidste uge, jeg havde været for optaget af mig
selv, af Yngve, af bandet, og af far, til at kunne se at jeg
222 223