MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Det er godt vi lever i et samfund hvor forestillinger
om værdighed, ære, integritet, rygrad og personlighed
ikke længere betyder noget. Det er godt vi lever i et samfund
totalt udleveret til forstillelse, forvandling og forfalskning
af selvet. Var det ikke sådan, ville vi ikke overleve.
Mor satte sig nærmere i sofaen.
“Pas på så du ikke bliver smittet,” sagde jeg.
Hun gav mig et kram.
“Ja, og resten af natten gik vi så der, ham Trond og
mig,” sagde jeg. “Begge to drivvåde efter turen i Badedammen,
begge to fyldt med bræk.”
“Men hvorfor kom I så ikke herhjem?” spurgte mor.
“Du ved da godt du altid kan komme hjem, ikke sandt?”
“Jo. Det ved jeg godt. Men jeg turde ikke.”
Hun gav mig et kram til. Hårdere.
“Nu bliver du helt sikkert smittet,” sagde jeg.
“Så bliver jeg det,” sagde hun. “Men det var da godt
du mødte Helge.”
Hvad mente hun – Helge?
“Hvad?”
“Ja, at du mødte Helge. Ja, han var jo sammen med
dig da du kom hjem.”
“Nåh ja, Helge ja!” sagde jeg, alt for højt. “Ja, vi fandt
hinanden til sidst.”
“Det var godt,” sagde mor.
Jeg var reddet. Men ikke så længe. Mor troede på mig.
Vi gav hinanden et kram. Jeg hostede, mor smilede, og
vi gav hinanden et kram.
Hovedet var proppet med vat, panden, næsen og kinderne
var fuget med snot, læberne var tørre og sprukne
efter at munden havde stået åben et døgn fordi det ikke
var muligt at trække vejret gennem næsen, lemmerne
var møre og ømme, halsen føltes som om den var blevet
slebet med groft sandpapir, og maven var rent af lave.
Det hele på én gang. Jarle var syg. Det var mandag. Fyrre
i feber, majestætisk influenza med ondt i halsen, bihulebetændelse,
hoste og hovedpine. Men hvad kunne man
forvente? Troede jeg at jeg kunne komme fysisk styrket
ud af weekenden? Jeg havde trods alt ikke kun drukket
et par drinks og så svømmet ud efter en kammerat i
Badedammen.
Egentlig var det jo mor der var syg, ikke mig. Hun
har altid haft det sådan at den bedste kur mod hendes
egne plager var at kunne hjælpe andre. Hun gjorde ikke
som andre mennesker gerne gør, forstørrer deres egne
bekymringer når de hører om andres lidelser, føler sig
som en del af et velgørende deprimerende fællesskab,
mærker en nedtrykt solidaritet og lader sig pakke ind i
selvmedlidenhed, nej, hun føler sig styrket.
I stedet for at føle stor sorg, føler mor stor glæde;
andre har det værre. Jeg havde det jo ikke værre end
hende, hun havde mistet sit job og var inde i en rigtig
livskrise, jeg var ung og havde været på druk, lavet lort
i den for mig selv og mine venner og sad der med mit
livs første drukangst.
Drukangsten.
Den fortjener opmærksomhed.
Jeg kender folk, nære venner, der også er venner med
alkoholen, som påstår at de aldrig har mærket drukangst.
Underlige mennesker. Mærkelige mennesker. Før denne
weekend i februar 1990 vidste jeg heller ikke hvad druk-
342 343