MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

vendte han ryggen til mig for at skylle håret. Jeg stod
der, skråt over for ham, og havde glemt at vaske mig,
jeg havde kun stirret på ham, hans hænder på hans krop,
på armene, på brystet, på skuldrene, på bagdelen, på pikken,
sæben der skummede, lavede luftbobler der sprak
mod huden, blev smurt ind og skyllet af, løb ned ad
huden, fulgte kroppens struktur. Yngve vendte sig.
Så skete det igen.
Hvad skal jeg kalde det? De første sekunder så det
bare ud som om han pludselig fik en idé, men blev usikker
og måtte tænke sig om. Nakken rettede sig, øjnene
åbnede sig tomt, blikket hang nogle få centimeter i luften
foran ham, men det så ikke ud til at fæste sig ved
noget, det så heller ikke ud som om han lod blikket blive
derude, så lige ud, som om han fritstillede øjnene og lod
dem betragte verden løsrevet fra ham, mens han selv var
forskånet for at se. Kroppen frøs, stivnede, ikke koldt,
ikke af frygt, eller angst, mere som et stillbillede, som
om nogen havde standset tiden.
Så begyndte munden at bevæge sig. Der var gået nogle
sekunder, og jeg havde først bare stået og set forventningsfuldt
på ham, men nu var der gået så lang tid at jeg
blev urolig. Hvad var det her for noget? Munden bevægede
sig svagt, øjnene var tomme og store, og han var
her ikke. Yngve var her ikke, han var ikke foran mig.
Det var det samme skræmmende og fascinerende øjeblik
som dengang jeg lige havde lagt hånden på hans lår da jeg
besøgte ham hjemme på Tennisveien, den stærke følelse
af at Yngve var ude på en lang rejse, et sted langt borte,
hvor han ikke kunne nås, samtidig med at hans krop
stod foran mig, og denne gang bevægede hans mund sig.
Sagde han noget? Det varede så længe.
Den smukke mund, de store tomme øjne, den smukke
mund der bevægede sig.
Hvad er der, Yngve, siger du noget?
Yngve fortsatte med at sæbe sig ind. Hans hænder
gled om i nakken.
“Jeg bliver altid så svedt i nakken,” sagde han og lo.
Det var overstået. Jeg stirrede på ham. Hvad er der
med dig, Yngve? Hvor rejser du hen?
“Jeg bliver ikke så svedt alle andre steder, men i nakken
bliver jeg,” sagde han igen og lo endnu mere.
Jeg skal nok passe på dig, Yngve.
Vi sad ved siden af hinanden på bænken, stadig nøgne,
efter at have tørret os. Det føltes helt rigtigt. Bare vores
to kroppe ved siden af hinanden. Ja? Og hvad mere?
Begge blege, begge relativt slanke, men den ene mere
veltrænet end den anden. Ja? Og hvad mere?
Jeg bøjede mig ned og fiskede posen med lp-en frem.
Jeg tog pladen ud af posen.
“Jeg har noget til dig.”
Yngve vendte sig om.
“Til mig?”
“Ja.”
“Hvorfor – til mig? Hvorfor det?”
Hvad skulle jeg svare?
“Jah, jeg ville bare,” jeg gik i stå, “jeg var inde i butikken,
og så …”
Hvorfor kan jeg ikke sige det som det er? tænkte jeg
irriteret mens jeg hørte min stemme fortælle en historie
der var underspillet. Jarle, hvorfor kan du ikke sige det
som det er?
254 255