MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Jo, men det er også rart.”
“Øv,” sagde jeg, “det føles helt kikset at du skal spille
mod mig der er så dårlig.”
“Det gør ingenting.”
Denne onsdag lagde jeg mærke til hvorfor Yngve var
sådan en god spiller. Han var enormt god til at koncentrere
sig. Jeg havde ikke set det sidst, da Katrine spillede
med, men denne gang, hvor det bare var ham og mig, så
jeg det: Han mistede aldrig fokus. Når han spillede, så
spillede han. Ude på tennisbanen var det i stor kontrast
til den lidt drømmende, smukke, verdensfjerne Yngve
der kunne stå og drikke vand ved drikkekummen i skolegården,
som lagde hovedet på skrå, strakte hals og smilede
imens. Selv når han spillede mod mig, når tempoet
var lavt, var han koncentreret. Han lod sig aldrig distrahere,
det var som han spillede i et langsomt tempo og
koncentrerede sig om de langsomme bevægelser. Jeg prøvede
at hænge på, jeg prøvede at lære, og jeg kunne mærke
hvor stolt jeg var, stolt over at tilbringe timer sammen
med Yngve.
Efter kampen gik vi ind i omklædningsrummet. Jeg
var usikker på hvornår jeg skulle give ham gaven, og
hvordan jeg skulle gøre det. Enten kunne jeg lyve og
sige noget i retning af at jeg havde to af den plade, at jeg
havde fået den til jul, selv om den endnu ikke var udkommet
på det tidspunkt, og lade som om det var en
tilfældighed han fik den. Eller også kunne jeg være ærlig.
Bare give ham den. Sige at jeg havde købt den, til
ham. Det var det jeg havde mest lyst til. Jeg ville ikke
være falsk over for Yngve.
Yngve tog tøjet af og gik hen mod brusebadet.
Jeg giver ham pladen bagefter, tænkte jeg.
“Hvordan går det med Egypten?” spurgte jeg, mens
jeg så på Yngve der sæbede sig ind.
Han smilede. “Har ikke fået læst så meget på det sidste,
men jeg er begyndt at spare op – skal måske til
Alexandria og Cairo til sommer.” Yngve bøjede sig, løftede
benet og sæbede fodsålen ind.
“Hvem skal du så rejse med?”
“Jah … det ved jeg ikke,” sagde han, “tror ikke mor og
far vil med.”
“Jeg kunne også godt tænke mig at se Egypten,” sagde
jeg.
“Kunne du?”
“Ja?”
Yngve lo, viftede med hånden, som om det var en
vild idé, ham og mig i Egypten. “Hvordan går det med
koncerten?” spurgte han.
Jeg havde ikke lyst til at tale om det der var uden for
vores verden, vores voksende verden, men samtidig glædede
jeg mig jo til at spille for ham.
“Joh, godt, tror jeg, vi øver, det ser ret godt ud nu.”
“Hvad er det så for noget musik?”
“Jah …,” jeg trak på det.
“Ham Helge stod og talte om det uden for vores klasse,
og da lød det som om det var ret hård musik, på en
måde, og meget politisk?”
“Ja,” sagde jeg, “vi har jo en holdning. Vi står inde for
det vi siger.”
“Jeg ved ikke ret meget om politik. Jeg er dum til den
slags,” sagde Yngve.
Han løftede det andet ben, sæbede fodsålen ind. Så
252 253