MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Som om det ikke var nok at fremlægge mors tragedie,
Ragnhilds hjælp og min bekymring for far, til fri
afbenyttelse, fortalte jeg også at jeg var røget uklar med
Katrine og Helge. Jeg forklarede ham selvfølgelig ikke
omstændighederne, den egentlige årsag – fandtes der
homofobi i Rogaland, så var det hos min far; han ville
nægte den naturlige eksistens af enhver form for maskulin
tiltrækning. Jeg sad der og fiskede efter medlidenhed.
Jeg bad ikke engang om penge. Jeg ville bare gerne
have støtte.
Troede jeg at jeg kunne få det af ham?
Selvfølgelig troede jeg det.
Spørgsmålet er: Hvordan kan det være at et menneske
tror han skal møde forståelse for komplekse følelser,
nuancer mellem mennesker, personlige tragedier, fra et
menneske som er én stor forknyt mandsperson, et vaskeægte
efterkrigsbarn fra Vesten, som ved at en mand
er en mand og en kvinde er en slags menneske med fisse
og patter, og at alt til venstre for de konservative er kommunister,
at arbejdsløse er luddovne, at psykologer er
noget fanden har skabt på linje med fagforeninger – et
lillebitte, svagt og usikkert menneske der bruger sin stemmes
volumen, svarer enkelt på vanskelige spørgsmål,
bruger hidsige fagter og utålmodige blikke for at virke
større end han er; hvordan kan det være at sønnen, der
har godt og vel sytten års erfaring med denne selvforsvarets
mester, tror at han pludselig skal møde blomstrende,
åbenhjertig forståelse, når efterkrigsmanden oven
i købet bærer rundt på tonsvis af tungt nag som han
ryster af sig hver weekend i sin brandert?
I og med at far ikke var fuld, ikke endnu, holdt han
sig i sit borgerlige skind. Men der var nul at hente. Jeg
havde også brudt en regel – ved at komme når det ikke
var fars weekend, ved at vise min svaghed, og ved gå ind
i et sæt af regler han kendte så godt, gav jeg ham overtaget.
Jeg havde givet ham en gratis mulighed for at indhente
mig. Nu havde jeg haft overtaget i halvandet år.
Jeg var kommet i weekenderne, og han havde ligget fladt
på maven for mine ønsker, flad og spag. Jeg havde ringet,
og han havde fremtryllet penge, sidste gang for blot
nogle uger siden. Nu var det hans tur. Jeg kunne se det
på ham. Der var nul at hente, bortset fra irettesættelser.
“Du må opføre dig ordentligt, Jarle,” sagde far og rejste
sig. Han gik hen til stuebordet og hentede sit ur, som
han tog på. “Du har en kæreste at tage vare på, og du vil
ikke beholde dine venner hvis du fortsætter på den måde.”
Jeg troede ikke mine egne ører. Far belærte mig om
at passe på min kæreste, om at tage vare på folk, om at
lytte til sine venner. Det var fantastisk at høre ham sige
det. Herregud, far! Lytter du til mig! Det er helt utroligt
at du kunne stå der og sige det.
Jeg så ned i gulvet. Han troede sikkert jeg var flov, at
jeg var enig med ham, men jeg så ned i gulvet for at
dulme et stort raserianfald; jeg kunne mærke at jeg ikke
var klar til det opgør endnu, og desuden var han ædru.
Det forkludrede det, det var svært at slås med far når
han var ædru.
“Må jeg låne telefonen?”
“Jaja, men tænk over det jeg siger,” sagde far.
Jeg gik ud i gangen, tog telefonbogen frem og slog op
under L.
276 277