MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

havde fået af Ragnhild. Nu stod hun der igen, mor. En
sød borgerlig pige fra den beskyttede norske middelklasse,
der gjorde sit yderste for at beskytte andre.
“Jamen, får du så et nyt arbejde?” spurgte jeg.
“Selvfølgelig gør jeg det – snart,” sagde mor, “eller …
måske får jeg det gamle tilbage, eller de ringer fra Amoco.”
Jeg så på hende. “Ja, det må vi da håbe.”
Mor lagde sin hånd oven på min. “Det skal nok gå,
Jarle. Vi klarer os.” Hun så på uret. “Du skal i skole nu,
tag lidt mad før du går.”
Mor havde arbejdet hele sit liv. Hun havde ingen særlig
uddannelse, men havde oparbejdet en erfaring, anciennitet,
et godt ry, og flittigt gået på kursus for at holde
sig opdateret. Efter et halvt år på handelsskole begyndte
hun som sekretær på Sjøkartverket i 60’erne. Flittig, god
til at rydde op i andres papirer, dygtig til at skrive på
maskine, pertentlig, hjælpsom, med godt humør. Punktlig.
Man kunne stole på mor. Da olien kom var hun
begyndt i Amoco. Var steget lidt i graderne, havde fået
mere ansvar og bedre løn. Så hed det ikke længere “sekretær”,
men “konsulent”. Jeg kan huske engang i 80’erne,
hvor hun kom hjem fra arbejde, viste et visitkort og lo
af sig selv: “Se her, Jarle, nu er din mor blevet konsulent
– konsulent, du; jeg laver jo bare det samme som før!”
Og så, i 1986, et par år før skilsmissen, havde mor fået et
tilbud fra en kollega på Amoco, Bjørn Ove Bærheim.
Han skulle starte sit eget konsulentfirma for oliebranchen
sammen med to andre kolleger: West-Consult. De
havde skaffet sig aktiekapital. De havde en profil, de havde
spidskompetence, uvurderlig viden som ville være en
sikker salgsvare der skulle gøre dem uundværlige på markedet.
“Så enkelt er det,” havde de sagt: “Vi leverer en
vare ingen andre kan levere, som der er stort behov for.”
Bærheim ville have gode folk med over til West-Consult,
“folk man kan stole på,” sagde han og smigrede mor,
“folk som dig.” Han kunne love bedre løn, mere frihed
i arbejdssituationen, mindre bureaukrati, færre omstændeligheder,
mulighed for bonus, smidighed, effektivitet,
godt arbejdsmiljø, sikker alderspension. Mor var ikke i
fagforening, og det ville hun heller aldrig få behov for,
havde han sagt.
Hun tog jobbet, hun stolede på ham, hun kunne lide
det. Hun voksede med de nye opgaver hun fik. Det at
hun var blevet set, var blevet håndplukket blandt alle de
andre Bærheim & Co. kunne have valgt på Amoco, var
stort for mor. Hun gik ind i det nye arbejde med stor
iver. Hun købte nyt tøj, hun passede sit arbejde benhårdt,
hun sørgede for at være opdateret.
Og nu sad hun her. West-Consult havde slået for stort
et brød op, konkurrencen var blevet for hård, og folk
måtte fyres for at undgå konkurs. Deriblandt mor, som
ikke havde købt aktier, som ikke havde sikret sig.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
“Satans Bærheim,” sagde jeg.
“Det er ikke hans skyld,” sagde mor.
“Nej, men mor – hvis det ikke er hans skyld, hvis skyld
er det så?”
“Jeg har jo selv valgt det,” sagde hun forsigtigt.
Da jeg stod ude i gangen og tog overtøj på for at gå i
skole, var jeg forvirret og følte jeg burde være som en
mand for mor nu, en der kunne støtte hende, give hende
226 227