MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Herregud. Alle tre skulle med for at låse en cykel. Jeg
havde ikke noget valg, kunne selvfølgelig ikke nægte dem
at krydse skolegården og passere Yngve på ti meters afstand.
Låse cyklen, ja. Det var vel nok en god idé, tænkte
jeg, irriteret på mig selv. Vi gik ned ad trapperne. Over
gården, forbi mange unge mennesker, forbi Yngve, som
kun stod otte meter fra mig da jeg krydsede hans linje.
Jeg sænkede farten. De andre gik i normalt tempo. Jeg
kunne ikke gå stærkere. Maven krympede sig, hjertet
røg op i halsen. Vi nåede hen til skuret. Selvfølgelig var
cyklen låst. Helge stak mig en flad i baghovedet.
“Nåh, dit tossehoved – huskede du at slukke for kaffemaskinen
her til morgen?”
Om nogle få minutter ville det ringe ind. Jeg så at
Yngve stod i præcis den samme position som da vi kom
ud. Samme stilling, samme smil. Jeg valgte den mest støjende,
mest kejtede, men hurtigste løsning. Da vi var
kommet et stykke forbi ham, slog jeg mig klodset for
panden og sagde at jeg skulle aflevere noget til Arve i cklassen.
Han havde klasselokale bag døren hvor Yngve
stod, vi havde foto sammen, som valgfrit fag. Jeg løb.
Jeg standsede foran døren, lod som om jeg var mere
forpustet end jeg var og havde dårligere tid end jeg havde.
Kastede et kort blik på Yngve, der ikke så mig, og åbnede
døren ind til gangen foran de to klasselokaler i stueetagen.
Der sad nogle elever derinde, tre styk, med opslåede
bøger i skødet. En af dem så op på mig, jeg rystede
på hovedet. Heldigvis så jeg ikke Arve. Jeg gik et
skridt tilbage igen, lukkede døren og stod nu lige ved
siden af Yngve. Foreløbig gik alt efter planen.
“Fandens også,” hviskede jeg for mig selv, lige netop
så højt at jeg håbede Yngve kunne høre det og få øje på
mig.
Det gjorde han ikke.
Jeg standsede. Vendte hovedet mod Yngve, men han
stod bare og kiggede skråt opad, med et lille smil. Jeg
åbnede munden, jeg ville sige noget, men kæben gik i
baglås, det var som om han var for smuk til at blive talt
til.
Hvad er det du gør ved mig?
Jeg hostede. Jeg havde stået der så længe at det begyndte
at føles unaturligt. Yngve sænkede hovedet og så
på mig. Han smilede.
Jeg måtte sige noget.
“Du … har vel ikke set Arve?” fik jeg sagt.
“Nej, jeg er ny her.”
Jeg er ny her.
Den var hverken lys eller mørk, hans stemme, men
havde en klar tone. Fin sangstemme, formentlig, tænkte
jeg, klar haugesundsdialekt. Nu slappede jeg af.
“Så du er ny – javel … okay.”
Jeg rakte højre hånd frem. Tag den, tænkte jeg. Tag
den.
“Jarle.”
Han rakte en hvid hånd med lange fingre hen mod
mig. Jeg tog den, trykkede den, slap den.
“Yngve.”
Selvfølgelig hedder du Yngve.
“Haugesund?” spurgte jeg.
“Ja.” Han nikkede. “Ja, jeg er lige flyttet hertil. Det er
min første skoledag, faktisk.”
36 37