MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

fra lykken. Nej, jeg nåede aldrig at se Pixies live. Nej, jeg
fik aldrig spurgt morfar om hans barndom før det var
for sent. Men alligevel, ingenting kan ikke måle sig med
den mund jeg skulle have kysset.
Jeg forsøger at få øje på ham, Jarle Klepp, som går i
2.g på Kongsgård, ham der nu, en fredag i januar 1990,
får loftet i hovedet mens han ejer verden. Ham der går
ind i nogle heftige, febervarme uger. Ham der cykler fra
Bjergsted til skole for at nå første time fem minutter i
halv ni. Jeg forsøger at se ham for mig, og jeg spørger:
Hvorfor gjorde du det ikke, Jarle? Et kys? Det er som
om jeg står ved siden af ham, følger hans bevægelser, de
mere eller mindre kontrollerede handlinger, spændt følger
jeg med og beder ham gøre det han egentlig så gerne
vil: Kysse Yngve.
Var det ikke som om Yngve altid smilede? Jo, det var
som om smilet havde klæbet sig fast til hans ansigt. Ikke
selvsikkert, ikke frejdigt og poserende, snarere lidt usikkert,
med munden lukket.
Der var sikkert mange drenge i 2.g der var smukkere
end Yngve. Pigerne ville nok satse på Ingar i 2d. Han
var uimodståelig. Allerede dengang vi andre kæmpede
med senpubertetens kejtede mangel på sikkerhed og proportioner,
var Ingar som hugget i granit. Sikkert afrundede
træk, markante kindben, tydelige kæber. Hans fremtoning
var lige så smuk som han så ud. Når han tog tasken
over skulderen, så det ud som om det var det eneste
naturlige at gøre. Når han satte sig på cyklen, så det ud
som om cykelsædet havde ventet på ham hele dagen. Alt
hvad Ingar gjorde, og alt hvad han rørte ved, formede
sig efter ham og blev lige så sikkert som ham selv.
Han var en af disse forudseende karakterer man kan
mistænke for at leve baglæns, hvordan kan det ellers være
at alt det de gør, virker så rigtigt? Det var som om Ingar
allerede havde opholdt sig i tiden der skulle komme, han
vidste hvordan man skulle se ud i 90'erne før decenniet
havde fået noget udtryk, han vidste at hockeyhåret skulle
være kortere nu, han vidste det var på tide at give den
pastelgrønne silkeskjorte til genbrugsbutikken.
Sådan var det ikke med Yngve. Hans skønhed vidste
ikke at den fandtes. Den var ikke imponerende eller
frapperende, og den var heller ikke kejtet eller sød, som
Oves, en lille fyr fra Flekkefjord som kun ragede en meter
og femogtres centimeter op over jorden, og havde en
stor tiltrækningskraft på pigerne netop fordi han var så
ubehjælpsom. Han vandt ved at han var klodset og særegen,
og efterhånden, i løbet af 2.g, lærte han at udnytte
det; han gjorde svagheden til sin force. Opmærksom på
hvordan han selv virkede på de kvindelige omgivelser,
blev han en professionel nørd; det var gennemskueligt
for drengene, men det virkede på pigerne. Ove anskaffede
sig nørdede briller som han havde set på amerikanske
highschool-film, han snublede op ad trapperne til
klasselokalet når han havde publikum på, han skiftede
musiksmag fra mainstreambandene til halvsær, indadvendt
indiepop. The Sundays, House of Love – den slags
bands, og det fungerede godt for Ove i 1990. De piger
han havde udset sig, lagde sig beundrende til rette på limpinden,
hvor lokkemidlet var tilbagetrukken mystik og
en bevidst klodset fremtoning.
Sådan var det ikke med Yngve. Han var ikke kejtet.
Han var usikker. Yngve smilede, han gik med lukket
20 21