MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Hvor længe kunne vi sidde sådan?
Ikke så længe.
Jeg sank en gang og fjernede hånden. Og så skete der
noget. Det var som om Yngve forsvandt. Øjnene blev
fjerne, som om de blæste af sted, som om de tog ud på
en lang rejse, en rejse der krydsede tider, fjelde, floder
og tog Yngve med på rejsen. Det varede ikke så længe,
men mens det stod på, så jeg helt tydeligt hvordan dette
var en essentiel del af Yngve, som om denne rejse var
selve Yngve.
Han var her simpelthen ikke længere.
Kroppen sad foran mig, men Yngve var her ikke længere.
Jeg forstod det med det samme, selv om det var
skræmmende, mærkeligt og fremmed, kan jeg huske at
jeg forstod det intuitivt.
Han er her ikke. Yngve er her ikke. Jeg kunne mærke
en stærk spontan trang til at passe på ham, bede ham om
ikke at tage af sted.
Yngve smilede igen.
Han rejste sig.
Jeg rejste mig og følte det var på tide at gå. Jeg vil ikke
trænge mig på, tænkte jeg. Jeg vil ikke ødelægge det. Jeg
vil tage hjem, jeg vil stoppe nu, for i dag, jeg vil sætte
mig på cyklen og cykle hjem.
“Egypten,” sagde jeg.
Han nikkede. “Ja, det er ligesom blevet min ting,”
sagde han. “Hvad med dig?”
Jeg rystede på hovedet. “Nej, jeg ved ikke … Jeg skal
måske … ja, også studere, måske?”
Jeg tog regntøjet på, og vi sagde farvel til hinanden i
gangen. Han åbnede døren for mig, sagde at det havde
været hyggeligt at jeg kom forbi. “Det havde jeg aldrig
turdet gøre,” sagde han, “jeg mener, hvis det var mig der
kun lige havde vekslet et par ord med en fyr i skolen.”
“Nå,” sagde jeg, og jeg tror jeg rødmede, “du gik jo
bare lige hen til Simon le Bon, så det ved jeg nu ikke
rigtig.”
Yngve lo. “Jeg er ikke tolv år længere.”
Yngves mor kom ud og sagde farvel. Jeg kunne lige
skimte faren, “Steinar”, inde i stuen. Jeg var glad for at
han ikke kom ud.
Kan jeg give ham et kram, tænkte jeg, og mærkede
hvordan jeg ønskede at mærke hans hud mod min. Kan
jeg give dig et kram, Yngve?
“Farvel,” sagde han, “vi tales ved.”
Jeg smilede, gik ud ad døren og hen til cyklen. Jeg
bøjede mig ned og låste den op.
Ser han på mig her i regnen?
Ser du på mig, Yngve?
“Skal du så hjem til din far nu?” hørte jeg bag mig.
Jeg rejste mig.
“Øh … nej, jeg tror bare jeg tager hjem.”
“Yngve! Skal du se Thorstvedt-kampen i dag?” hørte
jeg faren råbe inde fra stuen.
Han vendte sig om. “Ja, jeg skal ingen steder.” Yngve
så på mig igen.
“Skal du se den?”
“Øh, se hvad?”
“Thorstvedt,” sagde han, som om det var en selvfølge.
“Kampen, Tottenham – Arsenal. Thorstvedt i fjernsynet.”
“Åh ja, den ja – øh, ja, måske?”
84 85