MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

sen hang ikke sammen. Men historien hang sammen, den
jeg havde tumlet med inde i timen, den jeg havde snakket
om uden at jeg selv vidste det; det går sgu nok. Min
plan var allerede begyndt at arbejde med omgivelserne.
Det smarteste jeg kunne gøre for at skaffe mig den
nødvendige sympati, specielt når jeg skulle gå i clinch
med Helge, var at begynde med Katrine. Det var smart
at gøde jorden hos hende, for selv om de altid hakkede
på hinanden, havde jeg forstået at der ikke var nogen
han respekterede som Katrine.
“Jeg havde ikke fattet det før nu,” sagde jeg, “men
hun mistede sit job i fredags. Hun har ligesom gået og
været syg, og jeg har bare troet at hun havde influenza,
ikke, men så har hun mistet sit job. Hun er helt slået ud,
jeg har aldrig set hende sådan.”
Jeg smurte tykt på. Jeg sagde ingenting om at mor
var stået op her til morgen, at hun følte sig bedre tilpas,
selv om hun åbenbart løj for sig selv.
Katrine var chokeret. “Er det sandt?”
Jeg nikkede.
“De svin,” sagde hun, “det er pengene der styrer det
hele, herregud, er der ingen der tænker på menneskene
mere.”
“Nej,” sagde jeg, “det er så råt. Og mor der har gået
på kurser og alt det der. Det er kun effektivisering der
tæller.”
Det her var perfekt. Mors opsigelse var ikke kun en
personlig ting, noget der faktisk berørte hende og mig,
det var også en umenneskelig historie fra det virkelige liv.
Endelig en historie der passede til vores had til samfundet,
vores forestillinger om kynisk virksomhedskultur,
mere kapitalisme, stigende arbejdsløshed, og det bekræftede
vores forestillinger om at den politik Gro og Kåre
havde ført, og som nu Jan Peder Syse førte, drev Norge
ud i et markedsliberalistisk helvede; nu forsvinder den
sidste rest af ansvarsfølelse og solidaritet i dette forbandede
Fremskridts-samfund.
Katrine var målløs. “Men vi må da gøre noget!” udbrød
hun.
“Vi?” Jeg sukkede. “Hvad kan vi gøre?”
Helge kom. Katrine begyndte med det samme at fortælle
om mor. Jeg så væk, spillede dette mærkelige spil
hvor jeg både var beregnende og oprigtig fortvivlet på
én gang, mens jeg lagde mærke til hvordan historien plantede
sig i ham præcis som den skulle. Helge blev, selvfølgelig,
ude af sig selv af raseri. Han koblede det straks
sammen med den kamp vi førte, og med bandet. Han
havde jo også en far der arbejdede med det, som rustede
sig til lønforhandlinger hvor ledigheden stod øverst på
listen.
“Fy for helvede,” sagde Helge, “hun er ikke fagligt
organiseret, er hun?”
Jeg rystede på hovedet.
“Kontorfag, er det ikke?” sagde Helge.
“Hvad mener du?” spurgte jeg.
“Var det ikke kontorarbejde hun havde?”
“Jo, en slags,” sagde jeg, “jo, det var det jo.”
“Fandens også,” sagde Helge, “presset branche lige for
tiden. Ingen ledige stillinger. Massevis af ledige. Ikke
godt.”
Jeg hørte Helges far tale gennem ham. Helge kunne
hele remsen, han fik det på maden derhjemme, ikke
238 239