MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Op i røven med det,” sagde han, “det fikser vi. Det
var noget lort, men op i røven med det. Vi er gode nok,
Jalla, og det ved du godt. Bandet er godt nok. Det skal
nok gå.”
“Ja,” sagde jeg og satte mærker i norskbogen. Vi skulle
læse en islandsk saga. “Ja, det gør det nok.” Jeg hostede,
pudsede næse og smed endnu et stykke snotpapir på gulvet
ved siden af sengen.
“For satan mand, du har det sgu ikke for godt,” sagde
han.
“Men du er skide frisk,” sagde jeg. Det var han virkelig.
Umenneskeligt ovenpå og frisk.
“Tåler alt, ved du nok. Skal mere end lidt øl, sprut,
pot og p-piller til at knække mig.”
“Men … jah, hvad med Katrine?”
Helge så ned.
“Hvordan har hun det?”
“Ja, du ved …”
“Nej, jeg ved ikke, Helge. Skal jeg ringe til hende?”
“Nej … måske ikke endnu.”
“Er hun vred?”
Han sagde ingenting.
“Er hun? Hun er vred, ikke?”
Han nikkede. Så tog han et kassettebånd frem og gav
mig det.
“Har optaget det til dig,” sagde han. “Velvet og Iggy.
Loaded og Lust for Life. Skidegodt. Så har du noget mens
du er syg.”
“Tak. Men …” jeg trak på det. Hvordan skulle jeg sige
det? Jeg måtte jo vide det. “Men … Yngve, så, eller, jeg
mener, Yngve, har du … set ham, eller?”
Han rystede på hovedet. “Nej, jeg ved ikke, tror ikke
han var der.”
Det var som jeg tænkte. Han var syg igen.
Jeg prøvede at komme gennem lektierne da jeg gik i
seng om aftenen. Det var nyttesløst. Jeg satte Velvet
Underground på og lod “Who Loves the Sun” fylde rummet.
Hvad nu? Yngve tog ikke telefonen og var åbenbart
syg. Katrine ville ikke have kontakt med mig. Hvad
nu? Skrive brev? Måske var det det bedste? Et brev til
Yngve, og et til Katrine, hvor jeg forklarede dem hvordan
det stod til?
Men hvordan stod det til?
Jarle, hvordan står det til?
Jeg faldt i søvn.
Jeg vågnede sent næste dag af stemmer nede fra stuen
og lugten af Pall Mall. Ragnhild var på besøg igen. Inde
i hovedet hørte jeg far sige “nu hænger du på dem”, og
det irriterede mig da jeg lagde mærke til at jeg igen tænkte
med hans hjerne, at jeg faktisk mente at jeg “hang på
dem”. Småligt. Jeg ved godt hvad det er. Det er misundelse.
Jeg orkede ikke at tænke på at mor havde brug for
andre end mig. Så enkelt var det. Når man først er inde
i en periode hvor de dårlige egenskaber får næring, følger
andre gerne efter.
“Hej, Jarle, godt at se dig,” sagde Ragnhild da jeg kom
ned efter brusebadet. “Er du også blevet syg?”
Hun sad i lænestolen og røg. Mor sad i sofaen, ligesom
sidst. Hun havde sikkert fortalt hvad der var sket,
men jeg følte mig ikke overbevist om at Ragnhild sådan
uden videre købte min fremstilling af lørdagen. Tværtimod,
Ragnhild var en dame der tænkte modsat mor,
352 353