MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Bag mig kom mor ud fra konsulenten. Hvad skulle
jeg gøre? Det her går ikke. Jeg stirrede på far, på hans
tunge ryg, og mærkede igen hvordan mine overarme
rystede, Arbejdsformidlingen var ikke længere Arbejdsformidlingen,
det var vores hus derhjemme, og denne
ryg sad ikke her, midt i arbejdstiden onsdag 7. februar
1990, den gik op ad trapperne derhjemme, en tung, pustende
ryg, kold og ensom midt på ugen midt i 80’erne,
den forsvandt ud af syne bag en dør der smækkede hårdt
i, og inde i stuen sad mor, lige så ensom, og hørte det
samme knald som mig, knaldet efter døren der smækkede
bag den mand hun aldrig talte til i løbet af ugen,
eller var det en anden mands ryg som kom gående ned
ad trapperne hen på eftermiddagen om lørdagen, med et
vådt dumt grin om munden og sagde “jaja, Jarle, hvad
så?”
Hvad så?
Jeg hørte mors skridt bag mig, hun kom gående ud
fra konsulenten, hun måtte ikke se ham, men kunne jeg
afværge det? Han sad foran os, og han havde helt sikkert
hørt det alt sammen, hele samtalen, mors eftergivenhed,
mit udbrud, fornedrelsen, afmagten. Han havde siddet
her, og han vidste hvad han gjorde, far, som havde fået
den nødvendige information af mig, af mig, det var mig
der var skyld i det her, satans også, jeg havde næsten
inviteret ham herhen, på orkesterpladserne til mors fald;
det var min skyld, og nu stod jeg her, irrationelt bange
for min egen far, og frygtede det uundgåelige, at mor
skulle se ham.
Jeg hørte mors sko gå hen over gulvet bag mig. De
standsede, lige så brat som jeg selv standsede.
Det varede kun nogle få sekunder, men for mig var
det som om vi var fanget på livstid.
Mor bag mig, helt stiv, jeg hørte ikke engang hendes
vejrtrækning. Jeg, foran hende, lige så tavs, og far foran
os, med ryggen til.
Ventede han. Trak han det ud?
Far begyndte at rejse sig. Han vendte sig om, stod
nogle meter fra os med sit mildeste smil. I hænderne
havde han en stor buket roser. Han nikkede til os. Jeg
turde ikke se på mor.
“Sara,” sagde han og tog nogle skridt frem. Han rakte
blomsterne frem. “Sara, jeg … her, de er til dig. Bare en
lille … ja, trist at høre.”
Mor kom gående. Hun så bleg ud.
Jorunn kom forbi og gjorde situationen endnu mere
pinlig da hun smilende brød ind og spurgte hvordan det
gik.
“Det gik godt,” sagde mor spagt, “pænt og ordentligt.”
“Godt,” sagde Jorunn og gik hen mod sofagrupperne,
“rigtig godt.”
Far stod stadig foran os, med blikket fæstet på mor
og den fremstrakte hånd med roserne.
“Ja, Jarle fortalte hvordan det stod til, så jeg ville bare
sige at jeg tænker på dig.”
“Ja …,” hakkede mor, lavt. “Men …”
Far gik et skridt frem. Jeg rørte mig ikke. Var ikke i
stand til at røre mig. Han lagde en hånd på hendes skulder.
Det havde han ikke ret til. Jeg ville have forhindret
ham i at røre hende, men det gjorde han. Lagde sin hånd
tungt på hendes skulder, nærmest skubbede blomsterne
ind i favnen på hende og gik helt tæt ind til hende.
376 377