MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

1. “Bankekød op ad muren.”
(Punksang om hvem der skulle stilles op mod muren
når revolutionen kom, en af dem Helge og jeg havde
skrevet sammen, MRBs første sang, hvis jeg ikke husker
forkert. Refrænet gik sådan: “Bankekød kom her/Op
ad muren plaf ham ned”.)
2. “Få dig et liv.”
(I samme stil som det første nummer, enkelt og hurtigt
med få greb, handlede om alle dem der bare sidder
rundt omkring og ikke har noget liv, ifølge tekstforfatteren,
der var mig. I et af versene stod: “Hele dit
liv er en livsløgn med bingo og VG”. Den kunne Katrine
godt lide.)
3. “Fissesatan Anarkikommando.”
(Det var Helges kompromisløsning; så længe vi ikke
skiftede navn, skulle det nummer med. Jeg stillede det
krav at jeg ikke ville stå for teksten, men at jeg godt ville
synge den så længe jeg kunne sige “og nu til et nummer
Helge har lavet” til koncerterne. Refrænet gik sådan:
“Fissesatan Anarkikommando/Radarnazi Kraftkommando/Du
ved ikke hvad det er/men du skal fandeme
nok lære det.” Hvor pubertetsagtigt det end lyder, så
tænker jeg i dag at den tekst sikkert var bedre end de
fleste af mine).
4. “Kanonføde.”
(Det var min mest ambitiøse sang og MRBs længste.
Den kunne være blevet god, men blev en latterlig sang,
en anti-krigssang. Alle i bandet kunne lide den, Helge
fordi jeg brugte fuzz hele tiden, og det mindede ham
om Hüsker Dü, Andreas fordi den fængede, og jeg fordi
den havde et mellemvers som gik i 3/4).
5. “Nu må der snart ske noget.”
(Sikkert den af Mathias Rust Bands sange der har holdt
sig bedst. Den havde et hakkende new wave-vers, en lidt
funky basgang og mange breaks på trommerne).
6. “Ten-Sing-Baby.”
(En sarkastisk for ikke at sige lettere infam sang, som
prøvede at tage øksen op efter Marx og få folk til at
indse at religion var det samme som ufrihed og indoktrinering,
men den blev ret sort og humoristisk fordi
jeg valgte at personificere mit angreb gennem en Ten-
Sing-dame jeg kaldte Trine. Mor kunne ikke lide den
sang da jeg spillede den for hende på guitar. “Du behøver
ikke at angribe folk,” sagde hun og troede jeg sang
om nogen jeg kendte. Det gjorde jeg også.)
7. “Che Guevara.”
(En temmelig banal hyldest til Che, ikke noget at skrive
hjem om.)
8. “Flagstang Fællessang.”
(På trods af sin grænseløse overtydelighed en sang jeg
fortsat kan gå og nynne en gang imellem, det var en antinationalistisk
og anti-militaristisk og anti-folkelig sang
der tog udgangspunkt i nationaldagen. Melodien var ret
pompøs, blandet med lidt new wave, som en blanding af
tidlig Alarm, Clash anno 82 og Costello anno 77, hvis
jeg tør vove at sammenligne MRB med så hæderlige folk.
Refrænet lød sådan her, og det havde nok ikke skadet
hvis jeg havde arbejdet lidt mere med teksten: “Flag på
stang, kraftig fællessang/Du ved ikke hvad du gør/men
du kan lide det ligesom før”. Da vi spillede den live insisterede
Helge på at gøre nazihilsen i introen: “Det er fed
ironi, mand!”)
188 189