MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

universitetet; der vil ikke længere være nogen der vil se
på dem. Enkelte af samfundets voksne, de der husker
deres forældres begejstring for nyhederne, vil vide hvem
han er, når de ser fremtidens Ingolf Håkon Teigene gå
ned fra Blindern i Oslo, hvor han hele dagen har siddet
bøjet over sine bøger på bibliotekets læsesal, på vej mod
butikken der ligger lige ved Majorstuen, der hvor NRK
holder til, mens han engang arbejdede i nyhedsafdelingen,
i et samfund der endnu var interesseret i verden og hvordan
dagene forløb kloden over. Det er meget få der vil
vide hvem han er, og de vil sige: Se der, det er ham der
arbejdede i det der hed nyhederne, og barnet der får det
fortalt vil vende sig mod moren som har sagt et mærkeligt
ord og spørge: Hvad siger du? Nyhederne? Hvad er
det? Nyhederne, siger mor, det er noget der fandtes i
gamle dage, det eksisterer ikke mere. Hun ser pensionisten
som passerer NRK-bygningen, og hun tænker at
måske husker han enkelte begivenheder mens han passerer
Marienlyst på vej ned mod sin ældrebolig, måske
husker han en krig han engang skulle fortælle om i fjernsynet?
På trods af klare faresignaler så der i 1990 stadig ud til
at være håb for os, så meget fejl kan man tage; jeg forsøgte
også at få nyhederne med. På skærmen så vi en
tydeligvis presset Gorbie som udtalte sig efter det sidste
sovjetiske angreb mod aserbajdsjanere i Baku. Mor ville
ikke tro på at Gorbie havde noget med det at gøre. På
trods af alle årene med far ville mor se verden som god.
Så hun noget frygteligt, ville hun altid overmale det med
varme farver, der kom fra hendes egen godhed, og ikke
fra verden. Mor havde dette lille urealistiske ekstra der
skal til for at komme gennem dagene. Jeg havde aldrig
set hende være vred på andre end far. I stedet for at blive
vred på folk sagde hun: “Stakkels.” Var der nogen der
sårede hende på jobbet eller andre steder, var hun den
første til at forsvare dem: “Stakkels ham. Han har det
ikke godt.”
“Stakkels Gorbatjov,” sagde hun.
“Den ene supermagt er ikke bedre end den anden,”
sagde jeg, “jeg går i seng.”
Mor så op. “Nu, allerede? Skal du ikke se natfilm –
det er med Audrey Hepburn.”
Mor vidste hvor meget jeg holdt af de gamle sorthvide
film.
“Måske viser de også ham … hvad er det nu han hedder
… ham du så godt kan lide?” sagde mor og lænede sig
frem for at se i tv-programmet.
“Black Adder,” sagde jeg og smilede.
“Ja, Black Adder.”
Jeg rystede på hovedet. “Nej. Jeg har tænkt mig at stå
tidligt op i morgen, jeg har en del jeg skal – i byen og
sådan.”
“Du er mærkelig i dag,” sagde hun.
Jeg er Yngve, tænkte jeg. Jeg er Yngve Lima, og det
ved du ikke.
Jeg gav hende et kram og gik ud i gangen. Lukkede
døren. I spejlet kunne jeg se mor der sad og så fjernsyn
inde i stuen. Jeg stod foran telefonen. Jeg løftede røret,
drejede nummeret.
“Det er oplysningen.”
“Ja, hej … kan du hjælpe mig med en adresse?”
Jeg gik op på første sal.
52 53