MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

ger til hinanden og alle synger “wanna grow up to be a
debaser”.
Hvad er det for en kultur jeg er havnet i?
Tag det roligt. Du er bare til fest. Det er 1990. Det er
Norge.
Jeg havde snuppet en bog fra boghylden og stod med
den opslået i hånden, grinede dumt mens jeg dansede til
Stone Roses.
Det var en bog om kongefamilien som også stod på
mormors hylde, og en god grund til at håne Olieungen
og hans forældre. Jeg holdt den op, viste et billede af
Sonja og fik folk rundt om mig med: Vi lo. Sonja smilede
stolt på billedet, og vi lo.
Helge trak mig til side. Jeg kastede bogen fra mig.
Helge var kun mådeholdent begejstret for Manchesterbølgen,
som jeg syntes var befriende. Mens Ian Brown
sang “I am the resurrection and I am the light” og klokken
nærmede sig tolv, hviskede han i mit øre: “Nu er
det vist på tide, Jalla, ikke? På tide at ryge lidt fredspibe,
ikke?”
Jeg så mig omkring. Stone Roses var tydeligvis mere
populære end Helges plader, for nu havde dansegulvet
et mere blandet klientel. Yngve sad i sofaen og talte med
Katrine. Andreas var ikke at se nogen steder.
“Okay,” hviskede jeg, “men du ved godt hvad Katrine
synes om det.”
“Jaja, slap af, vi bekymrer os ikke om damerne nu.”
Katrine vidste godt at vi ville ryge, hun vidste at jeg
gjorde det en gang imellem, men var ikke begejstret for
det, så vi sneg os ud. På vej ud tog vi Rune med, ham
fandt vi nede i stueetagen. Han sad på telefonbordet og
kyssede med en pige. Helge gav ham et dask i ryggen, og
han opfattede hintet med det samme, slap damens bryster
og læber og sagde “nu?”
Helge havde rullet jointene på forhånd. Nu skulle der
ryges. Udenfor var uvejret taget til, og det regnede voldsomt.
Vi trak jakkerne op om ørerne og sneg os om bag
garagen hvor vi kunne stå i ly for vinden. Først da vi
stavrede hen over gruset, kunne jeg mærke det: For satan
mand, du er fuld, Jarle, tænkte jeg. Selvfølgelig havde
jeg allerede været fuld i mindst en time, men det er jo
selve lykketimen i rusen, når man selv tror at man ikke
er fuld, når man bare drikker, glad for at få mere, lykkelig
over at blive gladere for sine nærmeste, når man bare
flyder af sted sammen med alkoholen og tror at denne
lykke er ren, helt uden pletter, mens det bare er ondskaben
som ikke er genkendt som ondskab.
“Nu skal I fandeme få noget pot,” sagde Helge og beskyttede
sig mod vinden og regnen ved at folde sine
hænder mens han tændte lighteren. Papiret knitrede da
han tog et sug. Som den amatør han var overdrev han
efter alle kunstens regler; vi havde lært at man skulle
beholde røgen i kroppen så længe som muligt og ikke
puste ud. Okay. Så gør man det. Men man er jo nødt til
at trække vejret. Vi røg som om vi ikke behøvede at
puste ud. Vi tog et sug, sendte jointen rundt, kikkede
energisk på hinanden mens vi holdt vejret så vi var ved
at krepere, forsøgte at få marihuanaen til at gå i ét med
vores indre, for det eneste vi ville, brødrene Ombo og
jeg, var at blive skæve. Og hvis vi skulle være skæve,
måtte vi ikke tale. Vi nikkede til hinanden og holdt vejret.
Hvis en af os var nødt til at sige noget, måtte man
320 321