MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

10 FISSESATAN
ANARKIKOMMANDO
det här är soundtracket till din
samhällsomvandling
Doktor Kosmos
Mathias Rust Band mødtes om søndagen i Kafé Akvariet
på Folken for at lade op til den ugentlige øvedag. Som
oftest kom Helge og jeg lidt i fem, og så kom Andreas
dinglende fra Lassa ved halv sekstiden, så han lige kunne
nå en kop kaffe, plus en påfyldning, og godt og vel to
hjemmerullede smøger fra sin Eventyr-pakke. Det var
mig der havde fået indført dette ritual, jeg holdt stejlt på
at vi ikke skulle bruge tiden i øvelokalet til at tale om
tekster og andre ting, men var færdige med den slags før
vi satte strøm på og hamrede derudad.
Folken var drømmen. Det var byens bedste sted, hvor
jeg gik i biografen og så tegnefilm med mor da jeg var
lille, stedet hvor jeg så E.T. som tolvårig. Folken som
efterhånden var lavet om til et studentersted, med filmklub
om søndagen og byens bedste koncertscene. Ingenting
kunne matche Folken. Sådan havde Andreas det også.
I Helges verden var det endnu større: Folken var ikke
bare et sted med film, øl og musik, det var Folkets Hus,
ikke bare en af landets bedste koncertscener, men arbejdernes
hus. Stedet var nært forbundet med Kampen. Og
det var her Mathias Rust Band en dag skulle spille.
“Selvfølgelig,” plejede Helge at sige, “selvfølgelig skal
vi da spille på Folken. Bare vent.”
Helge og jeg havde mødt hinanden nede i byen, og vi
havde ikke talt særlig meget i blæsten på vej op ad Kleiva.
Han havde igen kommenteret min frisure, spurgte hvad
jeg havde lavet i weekenden, og vi havde gjort nogle spæde
forsøg på at finde tonen, uden noget resultat.
“Skal du så spille tennis med ham Yngve i den her
uge?” spurgte han.
“Aner det ikke,” sagde jeg, som om jeg forsøgte at
bilde mig selv ind at jeg kunne holde mig væk fra Yngve.
Jeg havde ikke set ham et par dage, og jeg var godt i gang
med at overbevise mig selv om at han var ude af mit liv,
ude af kroppen, ude af hovedet.
Da vi kom ind ad døren til Akvariet sad Andreas allerede
ved et af bordene, med en kop kaffe og en hjemmerullet
smøg i mundvigen.
“Det var satans,” sagde Helge, “tidligt på den?” Han
gik hen til bardisken og så på mig: “kaffe?”
Jeg nikkede og satte mig hos Andreas.
“Ja,” sagde jeg.
“Jo,” sagde Andreas.
Andreas var en fin fyr, man kunne ikke hale ret mange
ord ud af ham, men han var god nok, lidt stille, ikke
egentlig genert, bare rolig. Men jeg kunne se på ham er
der var sket et eller andet.
Helge kom tilbage med kaffekopperne, satte sig og
tog Marlboro-pakken frem.
“Nåh,” sagde han, “er der gang i noget?”
Andreas så på os.
“Ja?” sagde jeg og tog en tekst frem, “er det her noget?
180 181