MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

tequilaflasken til munden og lod det rende ned i mig.
Ud af øjenkrogen så jeg Helge trække en bog om havemøbler
ud fra boghylden og begynde at læse højt af den.
Så gik jeg i gulvet.
Her forsvinder der et tidsrum. Det sidste jeg husker
før jeg vågner igen, klar til at drikke mere, ryge mere, er
at jeg går i gulvet og taber flasken. Da jeg får hukommelsen
tilbage ligger jeg på en sofa med et fåret grin, i
skødet på Katrine, der forsøger at trække mig med. I
sofaen ved siden af ligger Torill og sover sammen med
Ingar. Og Katrine er rasende. Hvad havde jeg sagt?
Hvad var det jeg sagde?
“Ja, i princippet, ligesom,” kan jeg høre mig selv sige.
“Herregud!” kommer det fra hende.
“Sådan er det jo bare,” siger jeg.
Hvad er det vi taler om?
“Okay, Katri, ligesom, hvis du stiller en fisse op der,”
siger jeg og holder en hånd op, “ikke? Og så stiller du en
fisse op der, ikke?”
Siger jeg det? Djises, siger jeg virkelig det?
Så knalder hendes knæ op i mit baghoved, Katrine
rejser sig og står bøjet over mig. Hun raser.
“Sig det en gang til.”
Jeg kikker rundt. I en stol ved siden af sidder Helge,
han griner dumt og ryster på hovedet. I sofaen foran mig
sidder Yngve og spiser chips, han rødmer. Hvad er det
for en situation jeg er havnet i? Hvad er klokken? Hvorfor
holder jeg hænderne i vejret, ler, og siger: “Okay, en
fisse her, en fisse der, de kan kneppes, ikke sandt? Jeg
mener, Katri, hvis vi ser bort fra at den ene fisse sidder
mellem benene på dig, ikke, så kan de kneppes, ikke?”
Jeg knækker sammen af grin. Over mig kan jeg skimte
hendes ansigt, tårerne der løber ned ad de sminkede kinder,
og så får jeg indholdet af en skål med chips i hovedet
efterfulgt af en halv liter cola, og Katrine råber, græder
og skriger: “Det er slut, Jarle! Er du klar over det?
Det er så slut! Du er en arrogant, led, selvoptaget, selvmedlidende,
fornærmende satan! ER DU KLAR OVER
DET! DET ER SÅ HELVEDES FORBANDET SLUT!”
Jeg når lige at se at hun skynder sig ud af rummet,
mens jeg vrider mig i latterkrampe og ser på Helge. Han
læner hovedet bagover og lukker øjnene.
Hvad er det jeg laver?
Kender jeg det menneske? Jarle Klepp, er det ham?
Ja, det er Jarle Klepp. Jeg kender ham ikke.
Jeg ler, jeg, Jarle Klepp, ler, og kommer på benene,
ansigtet er klæbrigt af cola, jeg skraber nogle af chipsene
som klistrer til huden væk, spiser nogle af dem, griber
ud efter en flaske øl på bordet, tømmer den og dumper
ned i sofaen ved siden af Yngve. Han ser ud til at være
skræmt fra vid og sans, stirrer på mig med store øjne.
Hvad, Yngve, hvad er der? Kan du ikke kende mig?
Det er jo mig, Jarle, din tennisven, ikke?
“Hvad var det du ville spørge Yngve om,” siger jeg
højt og vender mig mod Helge der sidder på den anden
side af bordet – nej, det gør han vist ikke. Hvor er han,
Helge? Jeg misser med øjnene i fuldskab, hvor er han,
Helge; “har du set Helge,” spørger jeg Yngve, som ser
bange ud, hvad er der, Yngve, er du bange for mig, Jarle,
din tennisven? Det skal du fandeme ikke være! Herregud!
Det er jo mig, Jarle! Og så får jeg øje på Helge, ja,
der er han, sidder og kæler med Siv Therese fra a-klas-
328 329