MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Yngve så usikker ud.
Katrine vendte sig mod mig.
Jeg lo og vendte mig mod Yngve. “Ham skal du ikke
tage dig af,” sagde jeg, “han er bare sådan. Lidt sur. Generelt
sur og aggressiv type. Men han er god nok.” Jeg
vendte mig mod Helge igen. “Det er sgu da ingenting,
okay? Vi skal bare spille tennis, og her er Yngve, han er
ny på skolen, og jeg spørger om han har lyst til at være
med, okay? Hvis du ikke vil være med, er det din business,
så kan du for min skyld sidde på Folken i hvert
frikvarter, efter skoletid, om aftenen, men vi har altså
tænkt os at spille lidt tennis af og til. Okay? Er det så
svært? Kaste en bold op i luften, slå til den, og se hvad
der sker?”
Jeg vendte mig mod Katrine. “Ikke Katri?”
Hun nikkede energisk.
Jeg havde fuld kontrol. Nervøsiteten var borte, jeg
havde pareret Helges mistænksomhed med overmod og
selvsikkerhed.
Helge rystede på hovedet. “Det er fishy, Jalla,” sagde
han, “jeg køber den ikke, og jeg køber fanden gale mig
ikke en tennisketsjer, no way.”
“Du kan leje,” hørte jeg bag mig. Yngve.
“Hvad for noget?” sagde Helge.
“Jah … øh, du kan leje, og se om du kan lide det, mener
jeg.”
Katrine lo. Hun kunne godt lide Yngve, det kunne
jeg mærke. Hun kunne godt lide hans direkte måde, og
hun kunne godt lide at Helges stik ikke bed på ham.
“For fanden da,” sagde Helge. Han brød sig definitivt
ikke om Yngve.
Det ringede ind.
Yngve gjorde tegn til at gå. Han løftede hånden, smilede
med lukket mund. Smukke Yngve. “Jeg træner hver
onsdag,” sagde han, “i Turnhallen, men jeg kan godt tage
en runde til bagefter, med jer, mener jeg. Vi kan spille
double. Ved ottetiden?” Katrine og jeg nikkede. Yngve
vendte sig og småløb hen mod indgangen.
“Hvad fanden er det der?” sagde Helge. “Hvad fanden
er det for et væsen? Hvor laver de den slags? Double?”
Han gjorde grin med Yngves dialekt. “Leje? Du kan leje?”
Helge kastede smøgen så den ramte domkirkemuren og
gnisterne sprang. “Double?”
Katrine himlede med øjnene. “Helge, du behøver ikke
at tage ...”
“Djises.” Han afbrød hende. “For fanden, Katrine, skal
jeg stå her og holde mund for at være høflig når jeg ser
det jeg ser. ‘Jeg er visst kommet på en feil klode, her er
så underlig.’ Ved I hvem der skrev det? Det var Obstfelder,
Sigbjørn Obstfelder, for helvede, og han gik på
den her skole, og han spillede fandeme ikke tennis.”
Bag Helge så jeg pludselig Yngve standse op. Han vendte
sig om og kom hen til os igen. Yngve smilede og stak
hænderne ned i de store dynejakkelommer.
“Det var jo det her jeg skulle …,” sagde han og trak to
handsker op af lommerne. Mine handsker. “Her, du
glemte dem.”
Jeg sank. “Nå, var det der de var … tak.”
Yngve løb tilbage.
Helge stirrede på mig med to hårde øjne.
“Ja?” sagde jeg og prøvede at være lige så hård, “og
hvad så?”
100 101