MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

om den var blevet slebet med sandpapir, brystet var støvsuget
for luft og pulsen drønede derudad. Yngve havde
en god kondi og lod sig ikke mærke med at han havde
haft en dobbelttime. Katrine var også godt brugt, og jeg
kunne se hvordan hendes bryster klæbede til den svedige
T-shirt. Men det var jeg ikke optaget af, det blev jeg
ikke liderlig af, som jeg ellers ville være blevet; jeg var
optaget af om Yngve så det, om han ikke kunne lade
være med at se på hendes bryster. Jeg var ikke sikker.
Det var tydeligt at Yngve godt kunne lide hende, men
han var ikke typen – ligesom Helge og mig – der gjorde
et stort nummer ud af hvis damerne skilte sig lidt ud.
Vi skiltes foran garderoberne. Katrine gik ind til pigerne,
og Yngve og jeg gik ind i drengegarderoben.
Der lå vores tøj ved siden af hinanden. To helt ens
tøjbunker. Det så selvfølgelig latterligt ud, det så ud som
om nogen havde abet efter hinanden, eller som et tvillingpar
der var ude for at træne denne januaraften, men jeg
syntes det så helt rigtigt ud. Sådan skulle det være. Yngve
og mig.
Han lagde ikke mærke til det. Vi satte os på bænken.
“Godt, ikke?”
Jeg vendte mig.
“Yngve,” sagde jeg.
“Ja?”
Yngve, havde jeg sagt.
Jeg havde tænkt mig at svare på hans spørgsmål, men
jeg havde sagt Yngve, helt roligt, og set på ham.
“Ja,” sagde han igen.
Jeg lo. “Ja, jeg er jo ikke ligefrem nogen tennisstjerne,
det er jo helt tydeligt at jeg må træne lidt.”
“Du klarede det da rigtig godt,” sagde han med et varmt
smil idet han bøjede sig for at løsne snørebåndene, “det
er ikke så let den første gang.”
Han standsede pludselig, armene hang frit i luften.
Ansigtet forandrede sig. Det var det samme der skete
nu, som det jeg havde set i lørdags da jeg lagde hånden
på hans lår. Han forsvandt. Det var som om tiden standsede
for ham, som om han rejste bort. Det varede kun
nogle få sekunder, men det var helt tydeligt. Og igen
tænkte jeg det samme: Yngve er bange.
Så vågnede han igen. Det tog kun nogle få sekunder,
og jeg forstod selvfølgelig ikke hvad det var.
Yngve rystede på hovedet. Han begyndte at tage skoene
af.
“Hvad er der?” spurgte jeg.
“Ja … der,” Yngve tøvede. “Ja, der er ikke noget.”
Han lagde skoene ned i tasken. Han så nærmest skuffet
ud.
“Er der noget galt?” spurgte jeg igen mens Yngve krængede
T-shirten af, rejste sig og begyndte at tage sine shorts
af.
“Det er bare det … jeg ved bare ikke hvorfor jeg har
spillet uden strømper,” sagde han og pegede på skoene.
Han stod nøgen foran mig. Han havde ikke et eneste
hår på brystet.
“Tåbeligt, ikke?”
“Jeg troede der var en mening med det,” sagde jeg, “at
du løb bedre sådan eller noget i den stil. Et tennistrick,
på en måde.”
“Nej,” sagde han, “så får man jo vabler.” Yngve tog et
håndklæde op af tasken.
110 111